I den dybeste del af havet hvor sollyset knap nok nåede ned, lå en fortryllende ubåd bygget af koraller og konkylier. Ubåden tilhørte en nysgerrig og eventyrlysten alf ved navn Lilla. Lilla havde altid drømt om at udforske det mystiske undervandsrige, og nu var hendes drøm gået i opfyldelse. Hun havde en lille kabys fyldt med spændende kort og redskaber, en udsigtspost lavet af perlemor, og vigtigst af alt: et smukt gammelt klaver, som hun elskede at spille på.
En morgen, mens Lilla var optaget af at spille en glad melodi på klaveret, hørte hun pludselig en underlig lyd. Det lød som en dyb rumlen, der kom tættere og tættere på. Hun slap tangenterne og kiggede forundret rundt. Lilla strøg en grøn hårtot om bag det ene spidse øre og tænkte: Hvad kan det dog være?
I det samme dukkede en kæmpemæssig næse op i et af ubådens koøjer. Det var en trold, stor og storsnudet med skæg af tang og øjne som glødende sten.
— Hej derinde! råbte trolden med et brøl så kraftigt, at hele ubåden rystede. — Har du set min hale? Jeg tror, jeg har mistet den.
Lilla, der aldrig før havde mødt en trold, trak vejret dybt og svarede: — Nej, jeg har ikke set din hale. Men du må gerne komme ind og lede. Måske kan jeg hjælpe dig.
Trolden åbnede døren og krøb klodset ind i den lille ubåd. Gulvet knagede under hans vægt. Lilla kunne ikke få øjnene fra den store skabning, som dryppede af havvand og lugtede en lille smule af fisk. Men trolden så ikke ud til at ville lave ballade; han så faktisk helt bedrøvet ud.
— Jeg hedder Lilla, bød alfen venligt. — Hvad hedder du?
— Jeg er Thorkel, svarede trolden og så sig omkring med et undrende blik. — Jeg ledte efter en tunnel til et skjult skatkammer, men nu har jeg mistet min hale. Jeg føler mig helt håbløs.
— Åh, det må være forfærdeligt! udbrød Lilla. — Men måske kan vi finde ud af, hvor tunnelen er, og så kan vi lede efter din hale der. Hvad siger du til det?
Thorkel nikkede ivrigt med sit store hoved. — Det lyder som en god plan. Men hvordan kan vi finde tunnelen?
Lilla tænkte et øjeblik og sagde så: — Jeg har en magisk kortsamling, der måske kan hjælpe os. Lad os tage et kig.
De gik sammen hen til kabysens kortvæg og bladrede gennem de mange skinnende pergamenter. Endelig fandt Lilla et kort med mærkelige symboler og snoede stier, der førte til en tunnel dybt under havbunden.
— Her er det! sagde hun begejstret og pegede på kortet. — Men vi må være forsigtige. Tunnelen kan være fuld af farer.
Thorkel brummede modigt og sagde: — Jeg er klar. Jeg takker dig for din hjælp, Lilla. Du er virkelig en modig alf.
De satte kursen mod tunnelen og styrede ubåden gennem mørke dybder og mellem snævre kløfter. Pludselig stødte de på en enorm klo, der vogtede indgangen til tunnelen. Kloen tilhørte en kæmpestor krabbe, der skævede til dem med sine mange øjne.
— Hvem går der? spurgte krabben med en mistænksom tone.
— Vi leder efter Thorkels hale, forklarede Lilla.
Krabben rykkede lidt på sig og sagde: — Hvis I vil gennem min tunnel, må I bevise jeres værd. Spil mig en melodi, som ingen har hørt før, og jeg vil lade jer passere.
Lilla kiggede nervøst på Thorkel og sagde: — Jeg kan spille på klaveret. Lad os håbe, at det vil glæde krabben.
— Lad os prøve, sagde Thorkel med et beroligende smil.
Lilla satte sig ved sit klaver og begyndte at spille. Hendes fingre dansede over tangenterne og skabte en vidunderlig melodi, som havet aldrig før havde hørt. Krabben lyttede med sine kløer hvilende i sanden, og da melodien var ved sin slutning, nikkede den anerkendende.
— Det var smukt. I må passere, sagde krabben og flyttede sig fra tunnelindgangen.
Lilla og Thorkel skyndte sig gennem tunnelen, og pludselig åbnede det sig op til en enorm luftfyldt hule fyldt med skinnende skatte. Mærkeligt nok lå Thorkels hale midt i rummets centrum som en kronjuvel.
— Der er den! råbte Thorkel lykkeligt og greb sin hale. Han satte den sikkert på plads igen og smilede bredt til Lilla. — Tak, min ven. Uden din hjælp ville jeg aldrig have fundet den.
— Det var intet, smilede Lilla. — Nu har vi fundet din hale, men hvad med skattene? Hvad skal vi gøre med dem?
Thorkel tænkte sig om og svarede: — Måske skal vi dele dem med væsenerne i havet, så ingen behøver at lede efter sådanne farlige steder igen.
Lilla nikkede. — Det er en god idé. Lad os sende en del af skattene til krabben som tak for hans tilladelse til at passere.
De vendte tilbage til krabben med glitrende perler og ædelstene, som krabben glædeligt modtog.
— Tak, sagde den tilfreds. — I har vist jer som ædle væsener. I har min evige taknemmelighed.
Lilla og Thorkel smilede hinandens. Trolden og alfen havde fundet en ny ven og fået et eventyr, de aldrig ville glemme. Med en fuldendt hale og en hjertevarm følelse sejlede de tilbage til havets lysere dybder.
— Hvad mon vores næste eventyr vil være? spurgte Thorkel med et skævt smil.
— Det ved jeg ikke, svarede Lilla og klukkede. — Men så længe vi står sammen, kan vi klare alt.
De sejlede videre, og med vinden i deres sejl og nye drømme i hjerterne vidste de, at verden var fuld af vidunderlige overraskelser.
