I hjertet af en gammel, tæt skov lå der skjult et mystisk tempel, dækket af mos og glemt af tiden. Selv solstrålerne turde kun kigge ind gennem sprækkerne i de tætte grene, som om naturen selv vogtede over templets hemmeligheder. Blandt landsbyens folk gik der historier om tempelruinerne, men ingen havde modet til at udforske dem – ingen, bortset fra en ung danserinde ved navn Liva.
Liva var ikke som andre i landsbyen. Hvor folk så grænser, så hun muligheder. Hvor de så frygt, så hun fascinerende mysterier. Hendes hjerte bankede for dans, og hun drømte om at opdage et sted, der kunne inspirere hendes bevægelser til nye højder. En skæbnesvanger aften bestemte hun sig for at følge sit hjerte til tempelruinerne, bevæbnet med kun sin nysgerrighed og en slidt paraply hun havde fundet i sin bedstemors gamle ting, for natten truede med regn.
— Dette er stedet, hviskede hun til sig selv, da hun trådte gennem den tætte bevoksning og ind i det åbne rum, hvor ruinerne stod som tyste vidner til fortiden.
Måneskinnet fangede støvet i luften og skabte stråler af lys, der dansede mellem stenene. Liva kunne ikke modstå. Hun begyndte at danse, først forsigtigt, så mere og mere frit, som om hun var en del af tempelruinernes ånd. Hendes bevægelser var fyldt med kraft og skønhed, en hyldest ikke kun til dansen men til stedets magi.
Pludselig, midt i en piruette, hørte hun en lyd, der ikke passede ind. Et skarpt knæk. Hun standsede, ånden i halsen, og lyttede. Måske var det bare en gren, tænkte hun, indtil hun hørte det igen – en lav, gryntende lyd der ikke tilhørte nogen natlige skovdyr hun kendte.
— Hvem er der? kaldte hun ud i mørket, hendes stemme bævrende mere end hun ønskede.
— Ingen grund til bekymring, lille danserinde, lød en dyb, rolig stemme, som syntes at komme fra skyggerne selv.
Frem trådte en skikkelse, større og mere imponerende end noget menneske. Hans øjne glimtede i måneskinnet, og hans krop var dækket af en pels, der vekslede mellem skygge og lys. En varulv.
Liva greb instinktivt efter hendes paraply, men hendes kunstnersjæl så mere end frygt. Hun så et væsen, som ligesom hende var draget til tempelruinernes magi.
— Hvorfor danser du her alene i natten? spurgte varulven med en nysgerrighed, der fik Liva til at sænke hendes paraply.
— Jeg søgte et sted, der kunne tale til min sjæl, svarede hun ærligt. — Hvad med dig? Hvad søger du her?
Varulven så ud over ruinerne, som om han så et andet sted, et andet tid.
— En gang var dette sted fuld af liv, musik og dans. Jeg var vogteren. Men tiden ændrede alt. Nu er jeg blot en skygge, der vandrer rundt i minderne.
Liva lyttede, rørt af hans ord. Hun fik en idé.
— Vil du danse med mig? Ved måneskin og mindernes kraft, måske kan vi bringe et øjeblik af det tabte tilbage.
Til hendes overraskelse trådte varulven frem. Sammen begyndde de at danse, varulvens kraftfulde bevægelser blandet med Livas elegante trin. Mellem ruinerne og under stjernerne udfoldede de en forestilling af sjæl og styrke, af fortid og nutid smeltet sammen i en skøn symfoni af bevægelser.
— Se, hvordan stedet genoplives gennem din dans, udbrød varulven og smilede for første gang.
Liva følte sig levende som aldrig før, som om hun var en del af noget større, noget tidløst. Sammen dansede de indtil natten gled over i daggry, og tempelruinerne tændtes af morgenlysets første stråler.
— Tak, hviskede Liva, udmattet men opfyldt. — Du har vist mig en ny form for magi i dette tempel.
Varulven nikkede og sagde: — Og du har genoplivet en glemt vogters sjæl. Må vores dans altid minde os om skønheden i det, der var, og det, der kan være.
Med et sidste blik trak varulven sig tilbage i skyggerne, forsvindende som et åndevejr. Liva lod sit blik hvile på ruinerne, fuld af taknemmelighed for denne utrolige nat.
— Dansen vil altid binde os sammen, hviskede hun til vinden, inden hun vendte tilbage til landsbyen, båret af en følelse af fred og magi.
Og sådan fortsatte Livas og varulvens dans gennem tiden, en hyldest til fortidens storhed og nutidens mod. For i det glemte tempel fandt de et fællesskab, der gik ud over ord og handlinger, en forbindelse dybere end kendskab og frygt.
