I hjertet af en summende storby, omkranset af travle gader og skyskrabere, lå et museum, der lignede noget fra en andens drøm. Dets vægge var fyldt med historier og eventyr fra verden over, og hver genstand i museet havde sin egen hemmelighed at dele.
På en skæv og uventet dag, besluttede familien Mikkelsen sig for at tage deres nysgerrige baby, Viggo, på en opdagelsesrejse gennem dette vidunderlige museum. Viggo, med sine store øjne fulde af undren, var ikke som andre babyer. Han besad en sjælden nysgerrighed og et mod, der kunne matche enhver eventyrer fra de gamle fortællinger.
Museet var et utroligt syn, med rum efter rum, der åbnede op for nye verdener. Fra mumier og fosser til stjerneklare rum og fortryllede skove, der syntes at hviske hemmeligheder til dem, der lyttede opmærksomt.
Det var ved det ældgamle ridderudstilling, at dagens eventyr tog en uventet drejning. Da Viggo i sin klapvogn pludselig spottede et skinnende ridderhjelm på en piedestal. Det glimtede så forførende, at Viggo uden at nogen opdagede det, vippede sig ud af sin klapvogn og pjattede hen over det kølige museums gulv, drevet af et ukueligt ønske om at røre ved hjelmen.
— Uh-oh, susede en støvet, gammel maleri af en nar fra væggen, da Viggo næsten snublede i sin iver. — Pas på, lille ven, museets forbandelse er ikke noget at spøge med.
Men Viggo, med sin uudviklede forståelse af fare eller nysgerrighedens konsekvenser, fortsatte ufortrødent mod ridderhjelmen. Med en baby-hånd rakte han ud og berørte hjelmen, som straks glimtede og sendte en bølge af magisk lys gennem rummet.
I blinket af et øje blev hele museet bringet til live. Statuer og malerier begyndte at hviske blandt sig selv, rustningerne klirrede blidt, som om de forberedte sig til kamp, og farverne i de gamle malerier syntes pludselig mere strålende.
— Åh nej, hvad har jeg gjort? peb Viggo og så sig forskrækket omkring. Men hans baby-sprog blev mødt af forståelse blandt museets nulevende beboere.
— Frygt ej, lille modige, sagde en rustning tæt ved. Den rettede sig op, så den stod fuldt på fod. — Du har frigjort os fra en langvarig stivhed. Men vi må handle hurtigt. Museets forbandelse må brydes før solnedgang, ellers forbliver vi levende for evigt, fanget i denne form.
Viggo kiggede op på den høje ridder, ikke helt sikker på, hvad der blev sagt, men følte en mærkelig form for ansvar.
— Hvordan? babblede han i retning af rustningen.
— Du skal forene stjernen fra det fjerne galakse-udstilling med den ældste mumies hjerte og plante dem i skovudstillingens magiske jord. Kun da kan forbandelsen brydes, forklarede ridderen.
Den lille baby, Viggo, forstod ikke ordene fuldstændig, men han følte missionens vægt. Affyret af beslutsomhed og med hjælp fra museets beboere, som viste ham vejen, begav han sig ud på en eventyrlig mission gennem de levende udstillinger.
Undervejs stødte han på gådefulde egyptiske guder, der testede hans snilde med gåder fra fortiden; undvigede blide, men faste, forhistoriske skabninger, som forsøgte at beskytte stjernen; og mødte skovens magi, der viste ham hemmeligheder om naturen og forbindelsen mellem alle ting.
Med hver prøvelse viste Viggo et mod, der langt oversteg hans unge alder, og til sidst, efter mange prøvelser og med museets mangefacetterede skabninger ved sin side, lykkedes missionen. Forbandelsen blev brudt, og alle genstande og beboere faldt tilbage til deres hvilende tilstander, som om intet utroligt eventyr nogensinde havde fundet sted.
Familien Mikkelsen fandt til sidst Viggo, der sov trygt ved skovudstillingens indgang, helt uvidende om de fantasifulde begivenheder, der havde udspillet sig.
Fra den dag af blev Viggo kendt som Babyhelten i Museet, selvom han aldrig selv ville huske sine heltedåder. Men museets magi havde på sin måde bevaret historien, klar til at hviske den til den næste nysgerrige sjæl, der tørrede trodse den stille ro.