Blandt de gyldne solsikker, der dansede i solens varme stråler, boede en lille, modig koala ved navn Koko. Koko elskede solsikke marken, hvor han tilbragte sine dage med at klatre i de høje planter og nyde sommerens skønne dufte. Han havde mange venner blandt de andre dyr i marken, men der var én ting, der skilte sig ud og bekymrede dem alle: en stor, mystisk bøje, som var strandet midt i marken.
Ingen vidste, hvordan bøjen var kommet der, eller hvad den kunne bruges til. Dyrene holdt sig på afstand og undgik den helst, men Koko var nysgerrig. Nysgerrigheden gnistrede i hans små brune øjne, og han besluttede en dag, at han ville finde ud af sandheden om denne gådefulde bøje.
— Hør her, venner, sagde Koko en aften, mens han sad på sin yndlings solsikke. — Vi må undersøge, hvad denne bøje er og hvorfor den er her. Hvem er med mig?
De andre dyr kiggede tøvende på hinanden. Den gamle skildpadde, Thomas, rystede langsomt på hovedet. — Koko, det er farligt. Vi ved ikke, hvad den bøje kan gøre.
— Ja, hvad nu hvis den er forhekset? udbrød den lille kanin, Lilli, og krammede sin pels mod kulden, der begyndte at trænge ind.
Men Koko var ikke til at rokke. — Vi finder aldrig ud af sandheden, hvis vi bare sidder her og frygter det ukendte. Jeg går derhen i morgen tidlig. Hvis nogen ønsker at komme med, så er I velkomne.
Næste morgen, da solen først begyndte at male himlen orange, sneg Koko sig forsigtigt mellem solsikkerne, tæt fulgt af hans bedste ven, en livlig papegøje ved navn Pico.
— Du er jo fuldstændig skør, Koko, fnisede Pico, mens han fløj ved siden af koalaen. — Men jeg ville ikke gå glip af dette for noget i verden.
De nærmede sig bøjen, og Koko strøg forsigtigt sine trædepuder mod dens kolde overflade. Den var stor og rød med en masse mærkelige symboler malet på siden.
— Hvad tror du, det betyder? spurgte Pico, mens han forsigtigt hakkede til bøjen med sit næb.
— Jeg ved det ikke, svarede Koko. — Men der må være en grund til, at den er her. Måske kan vi lære noget vigtigt.
Pludselig kom en dyb, mystisk stemme fra bøjen. — Hvem er der? spurgte stemmen.
Koko sprang tilbage i chok. — Je… jeg er Koko, og dette er min ven Pico. Hvem er du?
— Mit navn er Bøjerik, sagde stemmen. — Jeg er en bøje, og jeg er strandet her. Jeg har brug for hjælp til at komme tilbage til havet.
Koko og Pico stirrede betaget på bøjen. — Hvordan kan vi hjælpe dig? spurgte Pico nysgerrigt.
— Der er en magisk nøgle gemt et sted i solsikke marken, forklarede Bøjerik. — Kun den kan aktivere min mekanisme, så jeg kan vende tilbage til havet. Vil I hjælpe mig med at finde den?
Koko så på sin ven og nikkede beslutsomt. — Selvfølgelig vil vi hjælpe dig, Bøjerik! Vi skal finde den nøgle.
De to venner divede ind i solsikkejunglen, pløjede gennem det tætte bevoksning af planter og søgte højt og lavt efter den magiske nøgle. I deres søgen stødte de på en række skæve og humoristiske udfordringer.
— Koko, se! Der er et egern fanget i en solsikke! udbrød Pico og pegede med sit vingede fingerpeg.
Det lille egern kæmpede for at slippe fri, og Koko skyndte sig hen for at hjælpe. — Hold ud, lille ven. Jeg skal nok hjælpe dig fri. Med nogle forsigtige skub og træk fik han endelig egernets poter fri.
— Uha, tusind tak! puffede egernet, mens det rystede sig fri af sine omgivelser. — Jeg hedder Egon. Hvad laver I her i marken?
— Vi leder efter en magisk nøgle, forklarede Koko. — Har du set noget, der ligner en nøgle her omkring?
Egon kløede sig tænksomt bag øret. — Jeg har hørt, at noget skinnende blev set nær åen for nogle dage siden. Måske skulle I starte der.
Med Egons råd i baghovedet begav Koko og Pico sig mod åen. Åen glitrede i sollyset, og Koko spejdede ivrigt langs bredden efter noget skinnende.
— Der! råbte Pico pludselig og dykkede ned i vandet. Da han kom op igen, havde han et smukt, gyldent nøgleformet blad i næbbet.
— Fantastisk arbejde, Pico! jublede Koko. — Vi har fundet nøglen!
Med stor hast vendte de tilbage til Bøjerik og viste ham det gyldne blad. — Vi har nøglen, Bøjerik! sagde Koko stolt.
Bøjerik brummede tilfreds. — Tak, kære venner. Placer nøglen i min side og drej den forsigtigt.
Koko fulgte Bøjeriks instrukser og stak nøglen ind i et lille nøglehul på bøjen. Med et præcist drej begyndte Bøjerik at lyse op, og en blid summen fyldte luften. Langsomt, men støt, begyndte bøjen at bevæge sig hen over solsikke marken, som om den blev trukket mod noget stort og usynligt.
— Hurra! råbte Pico og fløj op i luften i ren glæde. — Vi gjorde det!
Bøjerik stoppede ved kanten af marken og talte endnu en gang: — I har gjort et vidunderligt stykke arbejde. Jeg skal nu vende tilbage til havet, hvor jeg hører til. Tak for jeres mod og venlighed.
Koko vinkede farvel og følte sig stolt over, hvad de havde opnået. — Vi ses, Bøjerik! Hav en god rejse!
Da bøjen forsvandt i horisonten, kiggede Koko og Pico på hinanden og smilede. De havde lært, at selv de største mysterier kunne løses, hvis man turde udfordre det ukendte og arbejde sammen.
— Kom Pico, lad os vende tilbage til vores venner og fortælle dem alt om vores eventyr, sagde Koko, mens de gik gennem de gyldne solsikker mod solnedgangen.
Og således havde Koko og Pico ikke bare løst et mysterium, men også styrket deres venskaber og beviste, at hvor der er vilje, er der vej.
