I hjertet af en vidstrakt ørken, hvor solen skinte som en glødende kugle på himlen, og sandet bredte sig så langt øjet rækkede, levede en nysgerrig slange ved navn Sisso. Sisso var ikke som andre slanger; hans skæl glimtede i alle regnbuens farver, og han havde en særlig evne til at forstå og tale med alle de ørkenens skabninger.
En dag, da Sisso snoede sig gennem de varme sandklitter, hørte han en uventet lyd. Det var som tusindvis af små klokker, der ringede i harmoni. Nysgerrigheden greb ham, og han fulgte lyden, indtil han stødte på den mest usandsynlige besøgende til ørkenen: Julemanden.
— Hov, hvad gør en slange som dig langt herude i ørkenen? spurgte Julemanden med et venligt smil om munden.
— Jeg kunne spørge dig om det samme, svarede Sisso, hans skæl glimtende ekstra kraftigt i sollyset.
Julemanden lo højt, og lyden mindede Sisso om det brusende hav. Mit slæde holdt op med at arbejde, og mine rensdyr er for varme. Vi forsøger at finde skygge og hvile et øjeblik, inden vi fortsætter vores rejse, forklarede han.
Sisso, som altid var villig til at hjælpe, tilbød sin assistance. Måske kan jeg hjælpe. Ørkenen er mit hjem, og jeg kender den som min egen hale, sagde han.
Sammen gik de på eventyr for at finde løsninger. De besøgte først den Vise Ugle, der boede i en gammel, hul kaktus. Den Vise Ugle rådede dem til at finde Ørkenens Blomst, der blomstrede kun én gang om året i fuldmånens lys. Blomsten havde magiske egenskaber og kunne måske reparere Julemandens slæde.
Julemanden og Sisso begav sig ud på en rejse gennem ørkenen, stødt på udfordringer såsom sandstorme og spejlbilleder, der fik dem til at gå i cirkler. Men med Sissos lokalkendskab og Julemandens opmuntring fandt de vej gennem hver prøvelse.
— Se! Der! udbrød Sisso begejstret, da de endelig så en enkelt blomst, der strålede i månelyset som en lille fyrtårn midt i ørkenens ensomhed.
De nærmede sig forsigtigt, og i det øjeblik Julemanden rørte ved blomstens blade, begyndte hans slæde at glimte og reparere sig selv for deres øjne. Rensdyrene blev også fyldt med en ny energi, deres øjne glimtede af glæde.
— Tak, kære Sisso, din hjælpsomhed og kendskab til ørkenen har reddet julen! sagde Julemanden rørt og kiggede taknemmeligt på den farvestrålende slange.
— Det var mig en stor ære at hjælpe, svarede Sisso stolt, hans hjerte varmt ved tanken om alle de glade børn, der nu ville modtage deres gaver til tiden.
Som tak for sin hjælp, gav Julemanden Sisso et særligt gave: evnen til at bringe et snefnug med sig overalt i ørkenen. Sisso kunne nu skabe et lille stykke vintermagi på de varmeste dage og dele den med alle ørkenens skabninger.
Og så, med et smil og et vink, steg Julemanden op i sin slæde
trukket af de glade rensdyr og med Sisso ved sin side, fløj han tilbage til den iskolde Nordpol. Børnene ventede utålmodigt på deres gaver, og med den repareret slæde og Sissos magiske snefnug, var alt klar til at julen kunne blive fejret med glæde og fest.
Ørkenen badede langsomt i skumringens gyldne lys, mens Sisso lå og betragtede stjernerne komme frem på himlen. Han vidste, at hans usædvanlige møde med Julemanden ville blive en historie, som han kunne dele med ørkenens andre skabninger i mange år fremover.
Med et smil på læben og hjertet fyldt af varme og velvære, sank Sisso ned i sin lune hule, klar til en velfortjent nats hvile. Og langt væk, hvor sneen dækkede jorden og julelysene glimtede i mørket, spredte Julemanden glæde og magi til alle børn verden over.
