I et vakkert hus, skinnende som en juvel midt i en fortryllet skov, boede en prinsesse ved navn Clara. Hun var kendt for sit store hjerte og hendes magiske evner, men hendes hjerte var tungt af bekymring. Skovens stær også kaldet Landsbyen Forenede, hvor hun holdt af at lege og tale med alle dyrerne og små folkemænd, var begyndt at miste sin glans. Blomsterne visnede, bækkene tørrede ind, og glæden forsvandt langsomt fra alle hjerter.
— Hvad kan vi gøre, min skønne Clara, spurgte hendes lille ven, egernet Pip.
— Jeg ved det ikke, Pip, svarede Clara med et suk. — Huset og skoven er så vigtigt for mig. Det er som om, det har mistet al sin magi.
Clara havde hørt om en gammel legende om en magisk rutsjebane, der var gemt dybt i husets kælder, som kunne bringe alt til live igen. Det siges, at hvis man kunne glide ned ad rutsjebanen og samle stjernestøv fra hver tur, ville magien vende tilbage.
— Der må være en måde at finde denne rutsjebane på, sagde Clara til Pip.
— Jeg vil hjælpe dig med at søge, min prinsesse, svarede Pip tappert.
Sammen med Pip gik Clara på opdagelse i husets kælder. De måtte bevæge sig gennem gamle gangere fyldt med spindelvæv og støvede møbler. Skæve trapper knirkede under deres fødder, og mystiske lyde ekkoede gennem murene. Endelig, efter timers søgen, opdagede Clara en skjult dør bag en stor gammel globus med kort af alle verdens riger.
— Det må være her! råbte Clara begejstret.
Hun skubbede døren op og fandt sig selv stirrende på en stor, skinnende rutsjebane, der snor sig som en drages hale. Rutsjebanen strakte sig hele vejen rundt om det store kælderrum, og stod som et prægtigt monument midt i det støvede mørke.
— Det er smukkere, end jeg nogensinde kunne forestille mig! udbrød Clara.
Clara hoppede op og satte sig på toppen af rutsjebanen, spændt som en fjeder klar til at blive sluppet løs.
— Pas på, Pip! Nu kommer jeg!
Clara suste ned ad rutsjebanen med lynets hast. Vindens rusken i hendes hår og lyden af hendes latter fyldte rummet. Da hun nåede bunden, glitrede stjernestøv i luften.
— Jeg tror, vi har fundet hemmeligheden, Pip! udråbte Clara glædestrålende.
— Lad os gøre det igen! svarede Pip og springe op ved hendes side.
Clara og Pip gik, igen og igen, op ad trappen og ned ad rutsjebanen, hver gang samlede de mere stjernestøv, der lyste verden omkring dem op. Snart begyndte magien at sprede sig fra kælderen og ud i huset, og videre til skoven. Blomsterne rejste deres hoveder, bækkene begyndte at risle, og dyrene vendte tilbage, glade og fri.
Efter utallige ture op og ned, brød solens stråler igennem trækronerne, og skovens pragt var genoprettet. Clara stod forpustet ved bunden af rutsjebanen, men med et stort smil på læberne.
— Vi gjorde det, Pip, sagde Clara og knappede stolt med sit lille egernefjæs.
— Ja, men vi kunne aldrig have gjort det alene. Hver eneste tur gjorde en forskel, selvom det kun var lidt ad gangen.
Clara nikkede og kiggede rundt på den blomstrende skov.
— Mange bække små gør en stor å, sagde Clara eftertænksomt. Selvom det måske ikke virkede som meget hver gang, vi tog rutsjebanen, så gjorde det en enorm forskel til sidst.
Skovens beboere jublede over deres genvundne magiske rige. Clara og Pip blev hyldet som helte, men de vidste begge to, at deres hemmelige våben var tålmodighed og vedholdenhed. Alle havde de lærte en vigtig lektie: hver lille indsats er værdifuld og kan føre til stor forandring.
Da månen steg, og de sidste solstråler forsvandt, sad Clara og Pip i husets storslåede have og nød synet af de strålende stjerner.
— Godt gået, Pip, sagde Clara og kælede egernet bag øret.
— Godt gået, Clara, svarede Pip og blinkede kækt med et øje. De vidste begge, at de havde opdaget en sand skat sammen.
Det fortryllede hus og skoven strålede nu som aldrig før, og Clara vidste, med Pip ved sin side, at hvis nogen udfordringer skulle komme deres vej, ville mange små skridt og stjernestøv glide dem sikkert tilbage til håb og glæde.
— Det var en smuk dag, sagde Clara med et tilfreds suk.
— Ja, det var det virkelig, bekræftede Pip.
Og med det strakte de sig ud under stjernernes skær, velvidende at de havde reddet noget uvurderligt og fundet en ny forståelse af verdens små, magiske skridt, der til sammen skaber noget større og bedre.
