Solen bagte over den farverige legeplads, hvor børnene legede muntert og svingede sig i gyngerne, klatrede på klatrestativerne og byggede sandslotte i sandkassen. En summen af barnegrin fyldte luften, og midt i denne muntre kaos sad en ekstraordinær dreng med et stort hjerte og en stor hemmelighed. Hans navn var Elias, men når behovet opstod, forvandlede han sig til Super-Elias, en superhelt med utrolige kræfter og et uovervindeligt mod.
En eftermiddag, da Elias legede alene ved radiobilernes bane, skete der noget mærkeligt. En lille grøn frø hoppede op på radiostyret og kiggede op på ham med sine store runde øjne. Elias kunne ikke lade være med at smile ved synet af det lille væsen.
— Hej lille ven, hvad laver du her? spurgte Elias interesseret.
Til hans store overraskelse begyndte frøen at kvække og forme ord!
— Jeg hedder Froggy, og jeg har brug for din hjælp, kvækkede frøen panisk. — Min familie og jeg er blevet fanget af en ond troldmand! Han har sat os i et magisk bur, der kun kan åbnes ved hjælp af en særlig nøgle, der er skjult et sted her på legepladsen.
Elias’ øjne lyste op ved tanken om et nyt eventyr. Han knyttede sine næver og løftede sin hage.
— Bliv rolig, Froggy. Jeg er Super-Elias, og jeg lover, at jeg vil finde nøglen og redde din familie!
De to nyfundne venner begyndte deres søgen. Legepladsen var større, end Elias før havde lagt mærke til, og der var mange steder, hvor en lille nøgle kunne gemme sig. De startede ved de farverige rutchebaner, hvor børn skreg af fryd, mens de susede ned ad de snoede baner.
— Måske vi skal undersøge rutchebanen først, foreslog Froggy. — Det kunne være et godt sted at gemme noget så vigtigt.
Elias og Froggy ledte op og ned ad rutchebanen, men uden held. De besluttede sig for at søge videre. Pludselig fik Elias en idé.
— Radioen! sagde han. — Der er en radio derovre ved gyngerne. Måske kan vi modtage nogle spor.
De løb hen til radioen, som stod og spillede blød musik ved bænken. Elias justerede knapperne, og snart begyndte radioen at knitre og larmede, som om den prøvede at opfange noget vigtigt.
— Åh nej, vi forstyrrer de andre børn, sagde Elias nervøst.
Men Froggy nikkede ivrigt.
— Det er vores eneste chance!
Pludselig kom en mystisk stemme ud af radioen.
— Hvis du ønsker at finde nøglen til frøernes frihed, skal du finde den magiske blomsterbed. Søg blandt de røde roser og de blå violer.
Elias og Froggy stirrede på hinanden, og uden at sige et ord begyndte de at løbe mod blomsterbedet på den anden side af legepladsen. Bedet var en sand eksplosion af farver, hvor børn ofte plukkede blomster til at tage med hjem til deres forældre.
— Vi må lede grundigt, sagde Elias og stak hænderne forsigtigt mellem blomsterne. Froggy hoppede fra blomst til blomst, og sammen gennemsøgte de bedet med stor grundighed.
Efter søgen i flere timer, hvor de næsten ville give op, stødte Froggy pludselig på noget hårdt mellem violerne.
— Elias! Jeg tror, jeg har fundet noget, kvækkede Froggy ophidset.
Elias skyndte sig hen til Froggy, og sammen trak de en lille guldfarvet nøgle op af jorden. Nøglen glitrede i sollyset, og de vidste med det samme, at det var den rigtige.
— Vi fandt den! råbte Elias triumferende.
Froggy hoppede op og ned af glæde.
— Min familie er reddet!
— Lad os skynde os til hegnet, hvor troldmanden har burene, sagde Elias beslutsomt.
De to løb så hurtigt, de kunne, og nåede til sidst til hegnet, der omkransede legepladsen. Der, bag nogle tætte buske, stod et gammelt rustent bur. Frøernes små ansigter kiggede skræmt ud mellem tremmerne. Elias tog nøglen og drejede den forsigtigt i låsen. Med et klik gik låsen op, og burdøren svang op.
Frøerne sprang ud og omfavnede Froggy, som takkede Elias med tårer i øjnene.
— Du er virkelig en ægte superhelt, Elias. Vi skylder dig alt!
— Det var ingenting, Froggy. Jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe, sagde Elias med et smil.
Pludselig begyndte radioen igen at knitre, selvom de var langt væk fra den.
— I har klaret det første trin, men vær på vagt, Super-Elias. Troldmanden er ikke færdig endnu. Han planlægger noget stort!
— Hvad? Hvad kan vi gøre? spurgte Elias bekymret.
Froggy kvækkede alvorligt.
— Vi må stoppe ham, før han kan skade andre! Måske gemmer han sig et sted i nærheden. Lad os søge videre!
Elias kiggede rundt på legepladsen. Området var stort, men han vidste, at med mod og sammenhold kunne de klare alt.
— Vi er nødt til at finde hans skjul og sikre, at han ikke kan skade flere, sagde Elias beslutsomt.
Froggy nikkede og sammen bevægede de sig dybere ind på legepladsen, opsat på at afslutte deres mission.
Legepladsen blev sent belyst af de lilla nuancer fra den nedgående sol. Troldmanden havde gemt sig et eller andet sted, men Elias og Froggy var klar til at søge vidt og bredt. Ethvert gemmested blev undersøgt – de kravlede under bænke, kiggede op under rutschebanen og bag klatrestati-vet.
— Der må være noget, vi overser, sagde Froggy frustreret. — Han kan ikke være langt væk.
Lige da Elias følte håbløsheden trænge ind, kom en idé til ham.
— Hvad med tunnelen ved sandkassen? Vi har endnu ikke kigget der.
De småløb hen til sandkassen, hvor børn plejede at grave efter skjulte skatte. Der var en lav tunnel, der førte under legepladsens stakit. Elias lyttede forsigtigt og hørte svage mumlerier.
— Han må være derinde! hviskede Elias og kravlede mod åbningen.
Froggy's øjne glimtede af determination – dette var deres chance. De bevægede sig forsigtigt mod lydene, og der, midt i tunnelen, sad en skikkelse i en lang mørklilla kappe og mumlede magiske ord.
— Du kan ikke gemme dig længere, troldmand! råbte Elias højt og modigt.
Troldmanden drejede hovedet hurtigt og stirrede ondt på Elias og Froggy.
— Hvordan vovede I at forstyrre mig? dette er ikke slutningen endnu! brølte troldmanden og løftede hænderne, klar til at kaste en ny forbandelse.
— Stop straks, dit onde væsen! sagde Froggy modsatrettet. — Elias er her for at standse dig!
Elias rakte beslutsomt hånden frem og sagde med stor lidenskab:
— Din tyranni slutter her og nu. Vi vil aldrig tillade dig at skade flere uskyldige skabninger igen!
Troldmanden stirrede forbløffet og begyndte at skrige, da hans magt forsvandt. Hans krop mindskedes, og han forduftede i en sky af røg.
— Vi klarede det! råbte Elias glad og kastede sig i sandet, lettet og tilfreds over missionens succes.
Froggy hoppede ved siden af ham og blinkede taknemmeligt.
— Jeg kan aldrig takke dig nok, Elias. Du er den største sande helt!
Den skønne blænding af solens sidste stråler fulgte dem, mens de gik tilbage til legepladsens hjerte, hvor børn nu grinede og legede fredeligt, uvidende om det store slag, der lige havdesteds. Froggy og Elias fortsatte deres venskab og eventyrer på legepladsen, hvor de hjalp hinanden og andre i nød. Elias havde fundet en uvurderlig ven i den lille frø, og sammen udgjorde de et usædvanligt og uovervindeligt team.
Som solen forsvandt bag horisonten og stjernerne begyndte at blinke på himlen, satte Elias og Froggy sig på en bænk og lyttede til lyden af børnenes latter og glæde. De vidste, at uanset hvilke udfordringer der ventede dem, ville de stå sammen og overvinde dem som ægte helte.
— Ved du hvad, Froggy? sagde Elias smilende. — Jeg tror virkelig, at venskab og mod er de største superkræfter af dem alle.
— Jeg er enig, Elias, svarede Froggy med et varmt smil. — Og jeg er taknemmelig for, at jeg har dig som min ven og allierede.
De to venner sad side om side og lod sig omfavne af nattens magi og tryllebindende eventyrer, velvidende at uanset hvilke udfordringer der måtte komme, ville de altid have hinanden til at stole på og stole på. De var en uforgængelig duo, der sammen kunne overvinde enhver hindring og forblive evigt trofaste mod hinanden og deres venskab.
Med et smil på læberne og en følelse af stolthed og lykke i deres hjerter hvilede Elias og Froggy sig og ventede tålmodigt på, hvad morgendagen kunne bringe – for de vidste, at uanset hvad, ville de stå stærke sammen og fortsætte deres fantastiske eventyrer på legepladsen, altid klar til at hjælpe dem i nød og sprede glæde og håb hvor end de gik.
