I den gamle stald, hvor halmen lå tykt på gulvet, og væggene bar præg af tidens tand, boede der en lille muldvarp ved navn Molly. Hun elskede sin hyggelige lille hule under jorden, men havde altid en eventyrlysten gnist i sig.
En regnfuld morgen stak Molly hovedet op gennem jorden og snusede til de friske dufte. Stalden var livlig med lydene af dyr og regnens trommen på taget. Pludselig hørte hun et hvislende suk. Hun kiggede rundt og opdagede en lille mus, der sad under et gammelt vægur i stalden og så meget bedrøvet ud.
— Hej, mus, hvad er der galt? spurgte Molly og kiggede bekymret på den lille skabning.
Musen tørrede en tåre væk med sin lille pote. — Åh, Molly, jeg har mistet min nøgle til mit spisekammer! Uret faldt ned fra væggen og gik itu, og i virvaret faldt nøglen ud af mit greb. Nu kan jeg ikke komme ind til min mad!
Molly så op på det gamle ur, der nu lå i halmknippet. Dets visere var stoppet, og det så ret medtaget ud. Men hun havde en idé.
— Jeg kan hjælpe dig med at finde nøglen, sagde hun muntert. Men først må vi sætte uret tilbage, så vi kan finde ud af, hvornår alt dette skete.
Musen nikkede og sammen begyndte de at lede efter de små stykker af uret. De fandt viserne, glasskiven og den lille nøgle, der drejede urets mekanisme. Molly brugte sine skarpe kløer og sin snilde til at sætte det gamle ur sammen igen. Det tog tid og krævede tålmodighed, men til sidst lykkedes det dem.
Da uret endelig tikkede igen, hang de det forsigtigt op på væggen. Viseren stod på syv, da det faldt.
— Lad os nu finde nøglen til dit spisekammer, sagde Molly med et smil.
De gennemsøgte halmen omhyggeligt og flyttede hver et strå. Endelig, bag en stor høstak, fandt de den gulnede nøgle. Musen sprang af glæde og omfavnede Molly.
— Du har reddet mig! udbrød musen. — Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig.
Molly klukkede let. — Det var så lidt. Husk altid, hvad du lige har lært her; hjælp altid andre, ligesom du selv vil hjælpes.
Musen nikkede og tænkte over de vise ord. Fra den dag af besluttede musen at være lige så hjælpsom som Molly. Hvis nogen havde brug for hjælp, var musen der straks med en hjælpende pote.
Molly og musen var nu blevet gode venner. Molly besluttede, at der var mere at udforske i stalden, og musen var ivrig efter at vise hende rundt. Sammen opdagede de alle de små hemmeligheder, som den gamle stald gemte på.
Bag en bunke gamle træbakker fandt de en forladt kattekasse, fyldt med dunblød halm. Her besluttede de at bygge en fælles rede, så de altid kunne være tæt på hinanden. Der havde de deres base, til deres mange små og store eventyr.
En dag, under en særlig stormfuld morgen, hørte de et hjerteskærende kald for hjælp fra et fjernt hjørne af stalden. Det var en lille spurv, der var blevet fanget i en sammenfiltret bunke snor. Den flaksede desperat med sine små vinger, men kunne ikke løsrive sig.
Molly og musen skyndte sig hen til den lille fugl. Musen nikkede til Molly. De vidste, hvad de skulle gøre.
Molly brugte sine skarpe kløer og næse til forsigtigt at gnave igennem snorene, mens musen holdt spurven rolig og forsikrede den om, at alt ville blive godt igen.
— Hold ud, vi skal nok få dig fri, forsikrede musen blidt.
Efter en tid, der syntes uendelig for den lille spurv, var snorene endelig skåret over, og den kunne trække vejret frit. Den rystede sine fjer og kiggede taknemmeligt på sine redningsmænd.
— Tak, I rare væsner, kvidrede spurven. — Jeg skylder jer mit liv. Hvis I nogensinde har brug for hjælp, så råb, så kommer jeg!
Molly og musen smilede til hinanden. Det var endnu et bevis på, at når man hjælper andre, vil de også hjælpe dig, når du har brug for det.
Dagene gik, og Molly, musen og sporven blev et tæt knyttet lille team. Hver gang der var nogen i nød, var de sammen til at hjælpe. De lærte alle dyr i stalden værdien af at hjælpe hinanden. Det blev en stald fyldt med omsorg, kærlighed og venskab.
Og således afsluttes eventyret i den gamle stald, hvor en muldvarp, en mus og en spurv skabte et sted, hvor alle passede på hinanden og delte deres viden og venlighed.
