Det var en blæsende aften, hvor mørket havde bredt sig som et tykt tæppe over byen. I hjørnet af en gammel, men velholdt brandstation var der noget, som de fleste mennesker antog for en simpel kold luftstrøm – men det var ikke tilfældet. Det var Magnus, et venligt og modigt spøgelse, som havde valgt at kalde brandstationen sit hjem. Magnus elskede sin rolle som det usynlige beskytter af brandstationen. Han svævede rundt og sørgede for, at alt var i orden.
En aften, mens han forsigtigt gled gennem luftskaktene, hørte han en underlig lyd. Han listede tættere på og så en stor, hvid stork stå i midten af brandstationens garage. Storken så meget forvirret ud, og Magnus besluttede sig for at hjælpe. Han havde aldrig før mødt en stork ansigt til ansigt, og hans nysgerrighed var vakt.
— Hej der, sagde Magnus og svævede frem fra skyggerne.
Storken, som hed Serena, kiggede forskrækket op.
— Hvem… hvem er du? spurgte hun forvirret.
— Jeg er Magnus, et venligt spøgelse. Hvad bringer dig til vores brandstation en sen aften som denne?
Serena slog vingerne sammen og forklarede, at hun var på en vigtig mission. Hun havde en vigtig meddelelse til brandmændene om en farlig brand, der var brudt ud i skoven, men hun havde mistet retningen i mørket og endt her ved en fejltagelse.
— Åh nej! sagde Magnus. Vi må skynde os at fortælle dem det! Kom, følg efter mig.
Magnus susede gennem gangen, og Serena fulgte ham med sine lange ben knasende over gulvet. De nåede frem til brandstationens kontrolrum, hvor brandmændene var samlet. De kiggede op, da Serena trådte ind og flaksede med vingerne for at få deres opmærksomhed.
— Hør her! der er en stor brand i skoven! alarmede Serena, mens hun baskede voldsomt.
Brandmændene sprang til handling og takkede Serena for advarslen. Magnus så til fra loftet med et smil på sit gennemsigtige ansigt, glad for at have hjulpet storken med at nå frem i tide.
Men opgaven var endnu ikke fuldført. Da Magnus og Serena gik ud i natten, bemærkede de en stor rød bøje, der lå ved indgangen til brandstationen. Den så ikke ud til at passe ind der. Serenas øjne lyse op.
— Den bøje der! sagde hun. Den må have været skyllet op her fra søen nær skoven. Måske kan den vise os vejen til brandstedet!
Sammen tog Magnus og Serena bøjen med sig og fulgte søens bred tilbage til skoven. Pludselig kunne de se de orange flammer, der dansede vildt mellem træerne. Brandmændene var allerede i gang med at bekæmpe ilden, men de kunne tydeligt bruge mere hjælp. Serena fløj op i luften for at spejde, og Magnus susede frem og tilbage mellem brandmændene med opmuntrende ord og praktiske råd.
Magnus opdagede snart, at flammerne var på vej mod et område, hvor der boede mange små dyr. Han vidste, at han måtte handle hurtigt for at redde dem. Han bad Serena om hjælp, og sammen højlydt klaprede de med nyt mod.
— Over denne vej! råbte Magnus til brandmændene. Flammerne spreder sig hurtigt!
Selvom tiden var knap, lykkedes det med samlede kræfter at afværge katastrofen. De små dyr blev reddet og flammerne kontrolleret. Magnus og Serena så på hinanden tilfredse. Missionen var af en helt anden karakter end hvad de havde forventet, men deres samarbejde betalte sig til sidst.
Serena nikkede med sit store hoved og sagde:
— Jeg må sige, Magnus, jeg ville aldrig have klaret dette uden din hjælp!
Magnus svævede muntert rundt og svarede:
— Og jeg kunne aldrig have nået frem til brandmændene uden dig. Det var godt, du kom – bedre sent end aldrig!
Da solen begyndte at stå op, vendte Magnus og Serena tilbage til brandstationen. De var trætte, men tilfredse. Brandmændene takkede både stork og spøgelse for deres uventede, men uvurderlige hjælp.
I løbet af de næste dage var brandstationen fyldt med snak om nattens store eventyr. Magnus blev lidt af en legende, og Serena besøgte indimellem for at sikre sig, at hendes ven havde det godt. Hun fortalte vidt og bredt om, hvordan en venlig spøgelse og en vildfaren stork kunne udføre mirakler, når de arbejdede sammen.
Og således gik livet videre på den gamle brandstation med et stærkt venskab mellem Magnus og Serena, et venskab der viste, at selv i de mest pressede øjeblikke kunne sammenhold og mod overvinde enhver fare.
