I en travl og summende arena, hvor børns latter blandede sig med dyrenes utålmodige brumlen, udfoldede sig en historie, der ingen ende syntes at kende. Midt i dette kalejdoskop af stadige forlystelser og konkurrencer befandt sig en stor og mægtig flodhest ved navn Balthazar. Han var anerkendt for sine styrkepræstationer og for sin evne til at udføre de mest sensationelle tricks, der havde alle tilskuere op af deres sæder.
Men denne dag var anderledes. En underlig mekanisk stemme havde lydt gennem højttalerne og annonceret en helt ny konkurrence. Balthazar trådte ind på arenaens centrale plads, hans nysgerrighed klart i hans store øjne. Det var der, han mødte en lille hamster ved navn Freddie, der kækt boobede frem og stod stolt ved en gammel, støvet computer.
– Hvad er dette for en maskine? spurgte Balthazar mens han bøjede sig ned for at inspicere den gamle maskine.
– Det er ikke bare en maskine, det er en portal til en anden verden, sagde Freddie med gnistrende øjne. — Den kan kun aktiveres af de tapreste af hjerter, og jeg tror, du er perfekt til opgaven, fortsatte han ivrigt.
– En anden verden? Hvad taler du om, lille ven? gryntede Balthazar, stadigt skeptisk men nysgerrig.
Freddie klatrede op på Balthazars massive ryg og begyndte at forklare den komplekse situation. En ond troldmand ved navn Zarock havde skjult sig i en parallel verden og brugte sin magt til at skabe uorden i den virkelige verden. Den eneste måde at genoprette balancen på var ved at aktivere den magiske computer i arenaen, der ville tage dem direkte til troldmandens skjulested.
– Kun en ægte helt kan slå Zarock, sagde Freddie med ærefrygt i stemmen, — og jeg tror virkelig, du er den rette flodhest til opgaven.
Balthazar følte en gnist af noget, der lignede mod, breddes i hans store bryst. Han var kendt for sin styrke, men nu havde han chancen for at gøre en reel forskel. Med et beslutsomt nik trykkede han på computeren, og inden længe blev de væltet ind i en strålende lysstrøm, der lyste hele arenaen op.
Pludselig befandt de sig i en fortryllet skov, hvor alting syntes at gløde med et magisk skær. Træerne var høje og majestætiske, og blomsterne skimrede i alle nuancer af regnbuen. Men Balthazar og Freddie vidste, at de ikke kunne standse og nyde skønheden.
— Vi må finde Zarock, før han får fat i den Hellige Krystal, sagde Freddie og pegede mod en glødende sti, der syntes at føre dybt ind i skoven.
De begav sig afsted, og snart hørte de lyden af bølger og vinden, som sang gennem bladbuerne over dem. Midt i deres march skete der noget uventet. En flok af glimtende vandnymfer fløj op fra en lille bæk og omringede dem, deres lette vinger glitrende som diamanter.
– Hvad bringer jer til vores land? spurgte den største vandnymfe, med en stemme der ændrede sig i takt med brisen.
Freddie, som var blevet lidt modigere på denne eventyrlige færd, trådte frem og forklarede deres mission. Vandnymferne nikkede alvorligt og pegede mod en mørk grotte.
– Der finder I Zarock, men pas på, hans magi er stærk og ulmende, sagde den største nymfe og løftede sin lille hånd i en advarende gestus.
Balthazar og Freddie nærmede sig grotten, stålfast uanset de knirkende lyde og uhyggelige skygger der dykkede og snoede sig rundt om dem. Inde i mørket ventede Zarock, hans øjne glødende som brændende kul. På en piedestal ved siden af ham, lå den Hellig Krystal og skinnede med en aura af ren energi.
— Hvad er det, I søger her? brummede troldmanden med en mørk, snerret stemme.
— Vi kommer for at stoppe dig, Zarock! råbte Balthazar og trampede med foden, så klippevæggene rystede.
Zarock lo en ondskabsfuld latter, og med et slag af hans stav, sendte han en storm af mørke magiske kræfter mod dem. Balthazar brugte sin enorme krop som en skjold for at beskytte Freddie og skred fremad mod Zarock med en urokkelig beslutsomhed. Freddie, lille men snarrådig, kravlede hurtigt op ad en sidevæg og sprang mod troldmanden fra oven.
— Tag hans stav! råbte Freddie, mens han i luften prøvede at gribe Zarocks magiske våben.
I en imponerende synkronisering, greb Balthazar staven og knækkede den over sit knæ. Med et øredøvende brag opløstes Zarocks mørke kræfter, og hele grotten rystede. Et stærkt lys fyldte rummet, og Zarock skreg i afmagt, da han selv blev til støv og blæst væk af den ødelæggende energi.
Freddie og Balthazar stod tilbage i en våbenstillet grotte, oplevelsen forfriskende i deres minder, men sejrens sødme værende klart i deres hjerter.
– Vi gjorde det, Freddie! sagde Balthazar, hans stemme rungende af glæde.
Men eventyret sluttede ikke der. En dør bag piedestalen åbnede sig, og inde i det mystiske rum, fandt Freddie og Balthazar et nyt ensemble af vidunderlige skatte og artefakter. En diamanthue, en guldmøntsamling og mere end tolv bøger med fremmede sprog og magiske formler, der ventede på deres undersøgelser.
— Lad os tage lidt af det her med tilbage, det kan måske hjælpe os i fremtidige eventyr, sagde Freddie klogt.
Da de to venner gik ud af grotten, begyndte den fortryllede skov at forvandle sig. Den gamle computer ventede på dem lige foran, klar til at tage dem tilbage til arenaen. Med et sidste blik på de magiske omgivelser, trykkede Balthazar og Freddie på knappen, og med en svømmede bevægelse blev de transporteret tilbage til arenaen, hvor begejstrede tilskuere ventede dem.
— Velkommen tilbage, vores helte! jublede skrigene fra både børn og voksne.
Balthazar og Freddie blev modtaget som helte, og de viste de mange skatte, de havde medbragt fra deres magiske rejse. Det var en dag, ingen i arenaen nogen sinde ville glemme, og Balthazar forblev i alles hjerter den etnlige dag som flodhesten der reddede dagen.
Med eventyret bag sig, fortsatte de to venner deres rejser sammen, klare til at tage enhver udfordring op, og den gamle computer blev en portal til uendelige eventyr fremover.
