I hjertet af en tæt, hviskende skov, hvor høje træer filtrerede sollyset og skabte et kalejdoskop af lys og skygge, vågnede en usædvanlig snemand en frostklar morgen. Hans navn var Fridolf, og han var ikke en almindelig snemand. Med knapper af gammelt rav, en næse skabt fra en robust gren, og øjne der glimtede som stjerner, var Fridolf udstyret med evnen til at bevæge sig og tale. Hans hjerte var fyldt med nysgerrighed og et ønske om eventyr.
Fridolf besluttede at udforske de ukendte dele af skoven for at finde noget magisk. Han bevægede sig med lette trin på sin bund af sne og is, mens han beundrede skovens skønhed. Frosten klædte hvert et blad i sølv, og morgenduggen på spindelvæv glimtede som ædelstene.
— Godmorgen, fru Spætte! Hvordan står den til i dag? spurgte han, idet en rødmasket spætte fløjtede en munter melodi fra en gren.
— Oh, glimrende, kære Fridolf. Pas dog på, for dybere inde i skoven bor en slange, der aldrig har set sne før, advarede spætten med et bekymret blik.
Fridolfs interesse var vakt. En slange, der aldrig havde set sne? Det måtte undersøges! Han takkede spætten og fortsatte sin vandring med fornyet formål.
Da middagen nærmede sig, og solen kastede gyldne stråler gennem skovens løvtag, nåede Fridolf en lysning, hvor en usædvanlig slange lå og dasede i solskinnet. Slangen var ikke som nogen anden slange Fridolf nogensinde havde mødt. Med skæl så farverige som efterårsblade og øjne så dybe som smaragder, kiggede slangen nysgerrigt på den fremmede gæst.
— Goddag, min ven. Jeg er Fridolf. Må jeg spørge, hvem du er? sagde Fridolf med et venskabeligt smil.
— Jeg hedder Siv. Velkommen til min lysning. Hvad fører en snemand som dig så langt ind i skoven? svarede Siv med en blød, nysgerrig stemme.
— Jeg søger eventyr og magi, og jeg har hørt, at du aldrig har set sne, delte Fridolf entusiastisk.
— Sne? Nej, det har jeg faktisk aldrig. Fortæl mig, hvordan er det? spurgte Siv, idet hendes interesse var vakt.
Fridolf begyndte at fortælle Siv om sneens vidundere; hvordan den dækker alt i en silkeblød hvid dyne, hvordan den knirker blidt under fødderne, og hvordan den får hele verden til at se helt fortryllende ud. Siv lyttede med stigende fascination og ønskede brændende at opleve denne magiske sne.
— Siv, hvad siger du til, at vi sammen skaber en lille vinter lige her i din lysning? foreslog Fridolf.
— Kan vi det? Jeg ville elske at se sne! udbrød Siv, glødende af spænding.
Med Fridolf i spidsen og med hjælp fra Siv arbejdede de sammen om at forestille sig sne. Fridolf, med sin særlige forbindelse til vinterens kulde, begyndte at puste kold luft ud, mens Siv visualiserede hvidt, glitrende sne, der dækkede lysningen. Langsomt, men sikkert, begyndte virkelige snefnug at falde fra den klare himmel, og lysningen blev transformeret til et vinterlandskab.
Siv var målløs af beundring. Hun legede i sneen, rulledes rundt, og for første gang mærkede hun sneens kølige kærtegn mod sin skællede hud.
— Fridolf, dette er det mest magiske, jeg nogensinde har oplevet. Tak for at dele din sne med mig, sagde Siv, hendes øjne glimtede af taknemmelighed.
— Ingen årsag, min ven. Deling af magi gør den endnu mere speciel, svarede Fridolf varmt.
Deres nye venskab fejrede de ved at skabe hundredvis af snebolde og en lille snefort, hvorfra de kunne forsvare deres vinterlandskab mod imaginære indtrængere. Skoven havde fundet sit eget lille mirakel den dag, og legenderne om Fridolf, den snemand der kunne bringe vintermagi hvor som helst, og Siv, slangen der lærte at elske sneen, blev fortalt videre i generationer.
Da solen gik ned, og stjernerne tændtes en efter en på himmelen, vidste Fridolf og Siv, at deres eventyr kun lige var begyndt. For i en verden, hvor venskab og magi findes, er alt muligt.
