Tidligt en morgen, hvor solen kastede gyldne stråler gennem vinduet, sprang Lærke ud af sengen, mere spændt end nogensinde. I dag skulle hun nemlig på en længere togrejse til bedsteforældrene, helt alene for første gang. Lærke var ikke en almindelig pige; hendes nysgerrige sjæl og eventyrlyst havde altid ført hende til de mest utrolige opdagelser. Men intet kunne forberede hende på det eventyr, der ventede hende i dag.
Hun havde sagt farvel og var allerede hoppet ind i toget, som langsomt begyndte at bevæge sig fra perronen. Togvognene knirkede blidt, mens de susede igennem det maleriske landskab. Vinduerne rammede scener af grønne marker og dybe skove, der fløj forbi. Lærke tegnede mønstre på dugget glas med sin finger, mens hun drømte sig langt væk.
Pludselig mærkede hun en rysten, der var anderledes end togets rytmiske dunk. Det var som om selve jorden bevægede sig. Lærke kiggede op, og hendes øjne spærredes op i forbløffelse. Ved siden af toget, mellem træerne, løb en kæmpestor drage. Den havde skinnende skæl i nuancer af smaragd og safir, og dens øjne glimtede med en forstående dybde.
— Hallo! Hvem er du? Og hvorfor løber du ved siden af toget? råbte Lærke ud af vinduet.
Dragen bremste op og løb nu i samme tempo som toget. Med en overraskende mild og venlig stemme svarede den:
— Mit navn er Ember. Jeg blev nysgerrig efter at se, hvem der rejser gennem mine skove med et sådan fartøj. Og hvad med dig, menneskebarn?
— Jeg er Lærke. Jeg er på vej for at besøge mine bedsteforældre, svarede hun, stadig måbende over synet af den ædle skabning.
— En rejse, siger du? Jeg elsker også eventyr. Måske kan jeg ledsage dig en del af vejen? foreslog Ember med et glimt i øjet.
Lærke klappede begejstret. Ideen om at have en drage som rejsekammerat var mere, end hun nogensinde havde drømt om. Og sådan blev de to nye venner.
Ember fløj nu ved siden af toget, og de delte historier og sange gennem det åbne togvindue. Lærke lærte om dragernes gamle verden, om magi, der var glemt af menneskene, og om skjulte skatte dybt i jorden. Ember fortalte også om skovens hemmeligheder, og om de utallige stjerner, der havde guidet eventyrere gennem tiderne.
Efterhånden som timerne gik, skiftede landskabet uden for. Solen begyndte at dyppe ned bag horisonten, og de gyldne stråler blev erstattet med sølvskimrende månelys. Den mytiske skabning og pigen havde skabt et utroligt bånd, men alt godt har en ende.
— Lærke, min ven, sagde Ember med en tone af vemod, vi nærmer os din destination. Snart må jeg vende tilbage til min egen verden. Men husk, at hver gang du ser op mod himlen, vil jeg være der. Hvis du nogensinde har brug for mig, skal du blot ønske mit nærvær.
Lærke følte sig en smule trist ved tanken om at sige farvel til sin nye ven, men hun forstod, at de begge havde deres egne veje at gå.
— Tak, Ember. For et eventyr og for venskabet. Du vil altid have en særlig plads i mit hjerte, sagde Lærke med tårer i øjnenene.
Med et sidste vink fløj Ember op mod den stjerneklare himmel og forsvandt ud af syne. Togturen fortsatte, men for Lærke føltes det, som om hjertet var let og fylt med nye drømme og muligheder.
Da hun endelig nåede frem til bedsteforældrenes hus, havde hun en historie, som få ville tro på. Men i hendes hjerte og sjæl vidste Lærke, at eventyret med Ember var så ægte, som noget kunne være. Og hver gang hun efter den dag så op mod stjernerne, hviskede hun et stille tak til dragens ånd, som havde lært hende om mod, venskab og eventyrets ægte magi.
