I hjertet af en dyb, summende skov, gemt væk mellem snoede træer og hviskende blade, hvilede et træhus så højt oppe, at det næsten rørte himlen. Dette var ikke et hvilket som helst træhus. Nej, det var hjem for en familie, hvor far var helten uden kappe. Far var kendt for sine eventyrlige historier og dristige legende ideer, der kunne bringe et smil frem på læberne af enhver, der lyttede.
På en særlig strålende morgen, da solens stråler tittede gennem trætoppene, besluttede far sig for at overraske sine børn med et nyt eventyr. Han havde arbejdet hen over natten, mens månen vogtede, på at bygge noget magisk: En rutsjebane, der snoede sig ned fra deres træhus og ind i skovens skjulte hemmeligheder.
— Børn, kom og se, hvad jeg har skabt til jer! råbte far med en stemme, der dirrede af spænding.
Børnene, Anna og Mikkel, sprintede ud på træhusets terrasse, øjnene store af undren.
— En rutsjebane! Er den til os? spurgte Anna med et hop af begejstring.
— Ja, og den er ikke hvilken som helst rutsjebane. Denne fører til skovens mest magiske sted, sagde far hemmelighedsfuldt.
Med hjerte bankende af eventyrlyst kastede Anna og Mikkel sig ud i rutsjebanen. De zippede gennem træer, hvor sollyset dansede i blændende mønstre, og vinden hviskede historier fra gamle dage.
Da de nåede bunden, fandt de sig selv på en lysning, hvor en dam blinkede som en spejlfacade. Her stod en figur klædt i rødt og hvidt, med et venligt smil og åbne arme. Det var livredderen, vogteren af dammen.
— Velkommen, mine unge venner! Jeg har ventet på jer, sagde livredderen.
— Hvordan kender du os? spurgte Mikkel nysgerrigt.
— I skoven kender alle træerne historien om den modige far, der byggede rutsjebanen til himlen. Og nu har I fulgt den til mit rige. Jeg er her for at sikre, at alle oplever magi sikkert, fortsatte livredderen.
Børnene tilbragte dagen med at udforske dammens vidundere, skubbe til grænserne for deres fantasi, mens livredderen delte sine historier om vandets hemmeligheder og skabningerne, der boede indeni.
Da skumringen faldt på, og stjernerne blev tændt en efter en i aftenhimlen, indsamlede far, som havde observeret fra en afstand, sine børn.
— Hvordan var det? spurgte han, et glimt af eventyr også i hans øjne.
— Far, det var magisk! Men det bedste var, at vi ikke kun havde det sjovt. Livredderen lærte os vigtigheden af at passe på hinanden og naturen, sagde Anna.
— Det er netop det, eventyr handler om. De lærer os, samtidig med de underholder, forklarede far.
Sammen takkede de livredderen for hans visdom og mod. De besteg derefter rutsjebanen, denne gang med far forrest, og de susende vind på deres vej hjem føltes som verden, der sang deres egen melodi.
Den nat, da børnene var krøbet til ro i deres senge, og far stod ved vinduet i træhuset og kiggede ud over skoven de kaldte hjem, vidste han, at dette eventyr ville blive hugget ind i hukommelsen som en af de bedste. For i
For i hjertet af skoven, mellem træernes viskende grene og fuglenes glade kvidren, havde Anna og Mikkel lært en uvurderlig lektion om venskab, mod og respekt for naturen. Og far, den usandsynlige helt uden kappe, havde været deres guide gennem dette fantastiske eventyr.
Dagen efter vågnede familien til en solbeskinnet morgen. Far smilede lystigt til sine børn, der stadig var fyldt med glæde over deres oplevelser ved dammen.
— Hvad mon vores næste eventyr skal være? spurgte Anna ivrigt.
— Hvem ved, mine kære børn. Men jeg ved, at uanset hvor rejsen fører os hen, vil vi altid have hinanden og vores minder, svarede far med et glimt i øjet.
Med det løfte om endnu flere eventyr i deres hjerter og drømme i deres sind, begyndte familien dagen og lod skovens magi føre dem på nye og spændende eventyr. For i hvert ny kapitel af deres livs bog ville far altid være deres heltemodige leder gennem eventyrenes vilde og vidunderlige verden.
