I den lille, hyggelige landsby, hvor tage altid lyste røde under solens sidste stråler, fandtes der et gammelt hus, hvis loft rummede mere end støv og spindelvæv. Det var her, vores eventyr tog sin begyndelse, da en usædvanlig dag besluttede sig for at vende op og ned på alting.
— Hvordan i alverden er jeg endt heroppe? mumlede Kamel, idet han med forundring kiggede rundt på de knirkende gulvbrædder og gamle kister, der fyldte loftet fra ende til anden. Han havde altid været noget af en eventyrer, men et loft havde aldrig stået på listen over steder, han ønskede at besøge.
Kamelens opmærksomhed blev hurtigt fanget af en stofbetrukket taske, der lå forladt mellem to store, støvede bogkasser. En fornemmelse af nysgerrighed og mysterium fyldte luften, da han langsomt nærmede sig tasken.
— Hmm, mon der gemmer sig noget spændende her? tænkte Kamel højt, mens hans lange ben forsigtigt trådte hen over loftets gamle skatte.
Da han nåede frem til tasken, åbnede han den forsigtigt. Indeni fandt han noget så usædvanligt, at det fik hans hjerte til at slå et ekstra slag af begejstring: Et gammelt landkort, der viste et skjult sted markeret med et stort, rødt kryds.
— Ha, det her må være skæbnen! Jeg er jo født til at gå på opdagelse, udbrød Kamel overbevist og foldede kortet sammen med en puls fyldt af eventyrlyst.
Men Kamelen var ikke alene på loftet. Fra en dunkel krog kom en skingrende stemme:
— Hvem vover at krænge mine hemmeligheder ud i lyset?
Frem trådte en lille mus, hvis pels var lige så grå som de støvede bogkasser. Den så på Kamel med et skarpt blik, der kunne få hvem som helst til at føle sig mindre i størrelsen.
— Hov, undskyld! Jeg mente ikke at forstyrre. Mit navn er Kamel, og jeg… jeg fik lidt af en overraskelse af at finde mig selv her, stammede Kamel og trådte et skridt tilbage.
— Nathan er mit navn, svarede musen, men hans tone var nu mere venlig. — Og du er måske ikke så fortabt, som du tror. Jeg ved hvor det kryds på kortet peger hen. Hvis du tør følge efter, kunne det måske blive begyndelsen på noget stort.
Uden en yderligere tanke gav Kamel sig til at følge Nathan gennem en labyrint af gamle kister og kasser, ned ad en vindeltrappe så smal, at Kamels sider næsten ikke kunne passere.
Eventyret førte dem gennem husets gemte og glemte rum, hvor hvert hjørne fortalte sin egen historie. Nathan førte Kamel med sikre skridt, indtil de stod foran en muret væg, der syntes at være ligeså gammel som tiden selv.
— Her! sagde Nathan og pegede på en sten, der så lidt anderledes ud end de øvrige.
Med en fælles anstrengelse skubbede de til stenen, og med et næsten uhørligt suk gled den til siden, og afslørede en smal gang. Hjertet i brystet på Kamel trommede af spænding, mens de fortsatte deres færd gennem gangen, som lovet af gamle heltegerninger og mystiske gåder.
Efter et utal af sving og tusindvis af skridt ankom de endelig til en skjult dal, hvor solen strålede varmere, og hvor græsset syntes grønnere end noget andet sted, Kamel nogensinde havde set. Foran dem åbenbarede sig en skat af ældgammelt guld og juveler, der glitrede i sollyset.
— Vores eventyr slutter ikke her, udbrød Nathan. — Det er blot begyndelsen!
Kamel følte en glæde så stor, at den fyldte hele dalen. Han havde fundet en ven og et eventyr, der ville bære dem gennem mange flere dage.
Tilbage på loftet, hvor alt havde begyndt, stod tasken stadig åben, som en portal til uendelige eventyr, der ventede på at blive udforsket. Kamel vidste, at uanset hvordan verden udenfor ændrede sig, ville deres historier altid forblive, gemt mellem loftets gemmer.
Og sådan ender vores historie om Kamelen på Loftet, med et løfte om nye eventyr, der ligger og venter, lige hvor du mindst venter det.
