I hjertet af en travl lufthavn, hvor mennesker hastede forbi med deres tunge kufferter og hovederne fulde af rejseplaner, fandt noget ganske usædvanligt sted. Midt i denne menneskeskabte labyrint af afgange og ankomster, under en gammel, glemt ventesals bænk, boede en lille, men bemærkelsesværdigt nysgerrig trold ved navn Trolly. Trolly var ikke som andre trolde; hans hjerte rummede en dyb fascination af menneskets verden, og han havde et glimrende ur, som han betragtede som sin mest dyrebare ejendom.
— Dette ur er min billet til eventyret, plejede han at sige med en glød i øjnene.
En tåget morgen, mens Trolly nysgerrigt udforskede terminalerne for at skaffe sig noget menneskemad, hørte han en lyd, der ikke lød som noget, han tidligere havde hørt i lufthavnen. Det var en blød, men vedvarende lyd, som tiltrak hans opmærksomhed mere end de glinsende reklamer for eksotiske destinationer.
— Græd? I en lufthavn? Hvem kunne det dog være? tænkte Trolly og fulgte lyden, indtil den førte ham til en forladt del af lufthavnen.
Til sin store overraskelse fandt han en yndig baby, der lå alene i en kurv, kun ledsaget af et blødt tæppe og en rangle. Babyen græd ikke længere, men kiggede forundret på Trolly med store nysgerrige øjne.
— Hej lille ven, sagde Trolly forsigtigt. — Hvordan kom du her mon hen?
Selvfølgelig kunne babyen ikke svare, men dens skinnende øjne lyste op ved synet af Trolly og hans fascinerende ur.
Trolly vidste, at han måtte hjælpe babyen. Men hvordan skulle en trold i en lufthavn bære sig ad med det? Han besluttede, at det første skridt var at sørge for, at babyen var tryg og glad. Han nynnede en melodisk vuggevise, han havde lært af vinden, der dansede gennem lufthavnens åbne arealer, og babyen begyndte at smile og grine.
Mens de tilbragte tid sammen, formåede Trolly at skaffe mad og bløde tæpper til den lille nye ven. Han fortalte også historier om de eventyr, hans ur havde taget ham med på, og hvordan han drømte om at se verden udenfor. Babyen, der lyttede opmærksomt, klappede i hænderne med glæde ved hver ny historie.
Men Trolly vidste, at et sted derude, måtte der være nogen, der savnede denne lille skat dybt. Derfor besluttede han at bruge sit elskede ur, som ikke kun kunne måle tid, men også, ifølge troldemyter, ændre skæbner med sine visere.
— Det er på tide at gøre noget virkelig magisk, erklærede Trolly beslutsomt og justerede omhyggeligt urets visere.
Med et blødt klik begyndte tiden at opføre sig mærkeligt, og en strålende hvirvel af lys omsluttede Trolly og babyen. For første gang i mange år, følte Trolly sig ført af en skæbne større end hans nysgerrighed – en mission for at genforene og bringe glæde.
Vinden førte dem gennem lufthavnen, indtil de stod foran en bekymret ung kvinde, der havde plakater af den samme baby, Trolly havde passet på. Hendes øjne voksede store ved synet af dem, og tårene strømmede ned ad hendes kinder af lettelse og ubeskrivelig glæde.
— Tak, mystiske lille ven, hviskede hun, mens hun omfavnede babyen.
Trolly kunne føle en varm følelse sprede sig i hans hjerte. Han havde gjort noget godt, noget større end sig selv. Med et smil og et nik forsvandt han diskret ind i lufthavnens skygger, kun efterladt sit ur, som nu stille stod stille, som en påmindelse om det usædvanlige eventyr.
Fra den dag vidste Trolly, at selv i en verden af travlhed og fortravlethed, kunne magi – og godhed – finde en vej. Og et hjerte, selv et lille troldhjerte, kunne rumme kærlighed stor nok til at ændre skæbner.
Og der, under den gamle ventesals bænk, hviskede lufthavnens hemmelige vinde historier om Trolden, Babyen, og Uret, der stoppede Tiden, for alle dem der ville lytte.
