Pandaen Pippi sad under den store eg i parken og gnaskede på en saftig bambuspind. Hun elskede at tilbringe tid her blandt de grønne træer og blomstrende buske. Pludselig hørte hun en svag, grædende lyd. Hun lagde sin bambuspind fra sig og kiggede rundt.
Der, under en blomstrende kirsebærtræ, sad en lille mor og striglede sin datters hår. Men noget var galt – moderen så bekymret ud, og hun hviskede beroligende ord til sin datter, som hev efter vejret.
— Hvad er der galt? spurgte Pippi med en blød, men bekymret stemme. Moren kiggede op, overrasket over at en panda talte til hende.
— Min datter, Mille, har mistet sit elskede tæppe, svarede moren og tøvede en smule. — Det var hendes fars sidste gave til hende, inden han rejste væk på en lang tur. Hun kan ikke sove uden det.
Pippi følte en bølge af medfølelse skylle over sig. Hun vidste, hvor vigtigt det var at føle sig tryg og elsket.
— Lad mig hjælpe jer med at finde det, sagde hun beslutsomt. Mille, som ellers havde siddet sammenkrøbet, så op med håbefulde øjne.
De begyndte deres søgen i parkens legeplads. Pippi løftede op i gynger og kiggede bag rutsjebaner, mens moren og Mille ledte i buskene. Selvom det føltes som om de havde ledt overalt, var der intet tæppe at finde.
— Vi må ikke give op, sagde Pippi og prøvede at opmuntre dem. — Parken er stor, og vi har ikke ledt i Træernes Kongerige endnu.
Træernes Kongerige var en tætbevokset del af parken, hvor træerne stod tæt og grenene hang lavt. De tre udforskere skubbede grene til side og banede sig vej gennem det grønne krat. Pludselig snublede Mille over en gammel trærod.
Hun faldt, men i faldet så hun noget utroligt. Et flyvende tæppe svævede over hovedet på dem! Det var farverigt som en regnbue, og det glitrede i solens stråler. Mille pegede opad, og hendes øjne blev store som tekopper.
— Se, hvad er det?
Pippi og moren kiggede op og tabte næsten mælet.
— Jeg har hørt om flyvende tæpper i historier, men jeg troede aldrig, jeg ville se et selv! udbrød Pippi.
Det flyvende tæppe svævede ned og landede forsigtigt på jorden foran dem. Som ved magi kunne man ane en svag duft af jasmin og honning. Det var klart, at det ikke var et almindeligt tæppe.
Pludselig bredte der sig en rolig, venlig stemme ud fra tæppet:
— Velkommen. Jeg er Det Magiske Tæppe. Jeg færdes blandt drømme og minder. Hvordan kan jeg hjælpe jer?
Pippi forklarede hurtigt situationen – om den forsvundne gave og Milles håbløshed uden det. Det Magiske Tæppe lyttede opmærksomt og svævede lidt tættere på Mille, som næsten havde tårer i øjnene igen.
— For at hjælpe jer skal I først hjælpe mig, sagde tæppet. — Jeg leder efter Drømmeskoven, hvor alle sovende drømme hviler sig. Hvis I kan føre mig derhen, kan jeg muligvis finde den fortabte gave gennem drømmene.
Pippi, moren og Mille udvekslede blikke og nikkede i enighed. Et eventyr til Drømmeskoven lød både spændende og magisk.
De satte sig forsigtigt på tæppet, som løftede sig elegant fra jorden, som var de lette som fjer. De fløj over parkens træer, over byens tage og endda over de glitrende søer. Fra luften kunne de se, hvor stor og smuk verdenen var.
— Se, mor! råbte Mille begejstret. — Jeg føler mig som en fugl!
Da de nærmede sig Drømmeskoven, kunne de se, hvordan skoven næsten glødede i tusmørket. Træerne havde gyldne blade, som viftede sagte i en varm brise. De landede blødt på en mos-grøn plet inde i skoven.
Det Magiske Tæppe begyndte straks at gløde en smule svagt.
— Her er vi. Drømmeskovens hjerte. Nu skal jeg finde jeres minde, sagde det, og tæppet begyndte at danne små, lysende billeder i luften.
Der var et billede af Mille som spæd, der holdt sit tæppe tæt til sig, mens hendes far vuggede hende blidt. Et andet billede viste hende som lille pige, der legede gemmeleg med tæppet omkring skuldrene som en heltekappe.
Pludselig materialiserede tæppet i de magiske billeder sig fysisk foran dem. Det var et simpelt, men smukt tæppe med bløde, blå og lyserøde farver.
— Mille, her er det, du søger, sagde Det Magiske Tæppe og svævede tilbage, mens det nye tæppe gled stille hen til hende.
Mille greb sit tæppe og klamrede sig til det for at mærke den velkendte blødhed.
— Tusind tak!, udbrød hun. — Det her er den bedste dag i mit liv!
Pippi, moren og Mille takkede også Det Magiske Tæppe, som hurtigt forsvandt ind i skovens dyb.
— Vi må hellere tage hjem nu, sagde moren og betragtede den svindende skygge af tæppet. — Eller i hvert fald tilbage til parken.
De satte sig igen på tæppet og fløj tilbage over byens vidder, gennem brisen og ned til den velkendte park. Mille vinkede til alting på vej tilbage som var det gode gamle venner.
Da de landede, følte de alle tre, en hel ny verden ventede dem.
— Du er en sand ven, Pippi, sagde Mille smilende og krammede sin pandaven.
Pippi rødmede lidt, men klappede Mille på hovedet med en blød pote. — Det var en fornøjelse at hjælpe.
Og sådan endte Pippi, Mille og morens magiske eventyr i parken. De gik hjem med varme minder i hjertet og nye venner under stjernehimlen.
