I en stille, solrig eftermiddag, hvor sommerfuglene dansede gennem luften og træernes blade rislede blidt, gik en bandit ved navn Oscar gennem parken. Oscar havde en sort maske og bar altid en stor sæk med tyvegods over skulderen. Han var kendt for at tage, hvad han kunne, uden at tænke over, hvem han gjorde ondt. Men i dag skulle noget ske, som Oscar aldrig ville glemme.
Mens Oscar slentrede og kiggede efter sit næste offer, hørte han en svag kvækken ved en lille dam i parkens midte. Han krøb forsigtigt nærmere og opdagede en lille grøn frø, der hoppede rundt på de glatte sten.
— Hej der! Hvem er du? spurgte Oscar med en bøvet stemme.
— Jeg er Frida, svarede frøen kvikkelig. — Hvad laver du her i parken, dressed sådan som en bandit?
Oscar rynkede panden, men noget ved den lille frøs modige spørgsmål fik ham til at smile.
— Jeg samler ting. Det er det, jeg gør, sagde han kryptisk.
— Ting? spurgte Frida og hoppede nysgerrigt tættere på. — Hvilke slags ting?
Oscar trak på skuldrene og viste Frida sin sæk fyldt med alskens små stjålne skatte – fra sølvskeer til børns legetøj.
— Hvorfor tager du andres ting? spurgte Frida undrende. — Ville det ikke gøre dig trist, hvis nogen stjal fra dig?
Oscar følte en underlig følelse i maven. Det var aldrig faldet ham ind at tænke sådan før. Han gryntede og vendte sig væk.
— Det er bare sådan, jeg er, svarede han kort.
Frida blinkede med sine store, nysgerrige øjne. Hun besluttede sig for at vise Oscar, hvad hun mente. Hun hoppede hen til en lille dreng i parken, der legede med sin røde bold, og prøvede at kommunikere med ham.
— Undskyld mig, lille ven, sagde hun med sin lille frøstemme, men drengen forstod ikke og gik væk.
Oscar, der betragtede hende fra sit gemmested, følte en uventet følelse af skyld i maven. Han gik hen og sagde:
— Hvad prøver du at vise mig, lille frø?
Frida kvækkede og pegede mod den forladte bold. Ved synet af det legetøj, som hang sammen med sorgen i drengens øjne, gik det op for Oscar, hvordan hans handlinger sårede andre.
— Måske skulle du prøve at hjælpe i stedet for at tage, foreslog Frida venligt.
Oscar kunne mærke sine kinder blusse. Det var en ny tanke for ham, men en tanke, som rodfæstede sig i hans hjerte.
Næste dag, da Oscar igen gik gennem parken, mødte han en gammel dame, der ledte efter sin tabte broche. Han spionerede på hende fra sin skjulesteder, men med Fridas ord i hukommelsen kunne han ikke bære at stå og se på hendes fortvivlelse.
— Frida, hvad skulle jeg gøre? spurgte han den lille frø, som hoppede ved hans side.
— Måske skulle du finde hendes broche og aflevere den til hende? kvækkede Frida opmuntrende.
Oscar løb tilbage til sit hus og fandt brochen i sin store sæk. Han vendte tilbage til parken og rakte brochen til damen.
— Fru, jeg tror, dette tilhører Dem, sagde han og strakte hånden frem.
Damen kiggede forskrækket på ham, men da hun genkendte brochen, lyste hendes ansigt op.
— Tusind tak, unge mand! sagde hun glad, og hendes smil var smittende.
Oscar følte en varme sprede sig i sit hjerte. Fridas lille kvækken synes at synge i hans ører: Gør mod andre, hvad du vil have dem skal gøre mod dig.
Efter denne opmuntrende oplevelse begyndte Oscar at ændre sig. Han tog på sig en ny mission hver dag for at hjælpe hvem end, der havde brug for det. Han fik hurtigt et ry som den hjælpsomme bandit.
En eftermiddag, mens Oscar og Frida sad ved dammen og nød solen, kom en flok børn løbende hen mod dem.
— Hej, Oscar! råbte de i kor. — Kan du hjælpe os med at finde vores hundehvalp?
Oscar nikkede ivrigt og rejste sig med et kæk smil. — Selvfølgelig! råbte han, og Frida hoppede efter ham.
Sammen søgte de parken igennem og fandt hurtigt den lille hvalp, som var fanget i en busk. Oscar brugte sine tyvetricks til at få hvalpen fri uden at skade busken.
Da børnene takkede ham, strålede Oscar som aldrig før. For første gang havde han ægte venner, og hjertet hans var ikke længere fyldt med selviskhed og grådighed.
På vej hjem sagde Frida, med en lille smule stolthed i stemmen:
— Du ser meget gladere ud nu, Oscar.
Oscar nikkede. — Frida, du har ændret mit liv. Jeg forstår nu, hvor vigtigt det er at tænke på andre.
Med det lærte Oscar en uvurderlig lektie. Han vendte ikke tilbage til sine gamle vaner, men blev en sand ven og beskytter af parken.
Og sådan levede Oscar og Frida lykkeligt videre, fyldt med glæden ved at hjælpe andre.
