I hjertet af den summende forlystelsespark, omgivet af glimtende lys og den søde duft af candyfloss, lå den mest fortryllende karrusel, du kunne forestille dig. Den var ikke som de andre forlystelser i parken; denne karrusel snurrede med en magi, der fik den til at skille sig ud. Midt på karrusellen, klædt i sin hvide kittel med et stetoskop svøbt om halsen, stod Doktor Emilia.
— Sikke en vidunderlig dag at helbrede små ked-af-det-hjerte på, mumlede Emilia og smilede over hele ansigtet.
Doktor Emilia var ikke en almindelig læge. Hun helbredte ikke almindelige sår eller forkølelser. Nej, hende var det, der kunne lindre en hver kem-af-det-hjerte, som ingen anden medicin kunne. Hun havde en særlig evne til at se børnenes inderste drømme og ønsker, når de satte deres fødder på karrusellen.
Pludselig, midt i alt det sjove, lød en skarp og klar latter fra himlen. Emilia så op og spærrede øjnene op. Der, lige over dem, svævede et flyvende tæppe, strålende og spraglet, som dansede mellem skyerne.
— Oh, hvilken overraskelse! Har vi mon besøg fra himmelske højder i dag? udbrød hun nysgerrigt.
På tæppet sad en lille dreng med en maske og en kappe, som vinkede nedefra. Uden tøven gled tæppet stille ned mod karrusellen og landede blødt ved siden af Doktor Emilia.
— Goddag, kære Doktor! Jeg er Leo, og jeg kommer fra en meget, meget fjern sky. Jeg har hørt om dine vidundergerninger og ønskede at bede dig om hjælp, sagde han med en blanding af håb og ængstelighed i stemmen.
Emilia bøjede sig ned på knæ, så hun var på øjenhøjde med drengen.
— Fortæl mig, Leo, hvordan kan jeg hjælpe dig?
Leo trak vejret dybt ind og begyndte at fortælle. Han kom fra en verden højt oppe i skyerne, hvor alle børn havde deres eget flyvende tæppe. Dog var der én ting, der forhindrede ham i virkelig at nyde sin gave – han led af højdeskræk. Mens hans venner svævede højt og legede mellem skyernes bløde bomuld, sad Leo altid tilbage på sin sky, alene og ked af det.
Emilia lyttede omhyggeligt og nikkede forstående. En idé begyndte at forme sig i hendes sind.
— Leo, min ven, jeg tror, jeg har nøjagtig, hvad du har brug for. Men først, skal vi have dig op på karrusellen. Det er her, magien begynder, erklærede hun med et glimt i øjet.
Opmuntret af Emilias tillidsfulde tone, klatrede Leo op på karrusellen. Børnene omkring dem klappede begejstret ved synet af det flyvende tæppe og den lille dreng, der så ud til at have bragt et strejf af himmel til deres jordiske verden.
Doktor Emilia begyndte at dreje karrusellen rundt, først langsomt, så hurtigere og hurtigere. Med hver omgang fik Leos hjerte lidt mere mod. Vinden i hans hår, den frie bevægelse, alt sammen uden at være højt oppe i luften. Han begyndte at føle en glæde, han aldrig før havde kendt.
— Jeg føler mig… lettere, råbte han henrykt.
— Det er modets magi, Leo! Hver gang du tager en risiko, selv en lille en, vokser dit mod. Ligesom du skal tro på magien i dit tæppe, skal du også tro på dig selv, forklarede Emilia med et varmt smil.
Dagen gik, og snart var solen begyndt at synke ned bag horisonten, hvilket malede himlen i nuancer af orange og lilla. Leo, nu fyldt med en nyfundet selvtillid, steg på sit flyvende tæppe.
— Tak, Doktor Emilia. Jeg tror, jeg er klar til at flyve højt nu, sagde han, mens tåre glimtede i hans øjne.
Emilia vinkede farvel, mens Leo lettede, omgivet af børnenes jubelråb. Han fløj højere og højere, indtil han blev blot en lille plet mellem skyerne.
Den aften, da stjernerne tændte deres lys, vidste Emilia, at hun havde helbredt endnu et kem-af-det-hjerte. Og med et tilfreds suk lukkede hun karrusellen for natten, klar til at drømme om de næste eventyr, der ventede.
