I det mystiske land, hvor himlen danser i tusindvis af farver, og solen aldrig helt siger farvel, befandt der sig et stadion så stort, at det kunne rumme alverdens drømme. Midt i dette vidunder lå en drage, ikke som de, du hører om i frygtindgydende fortællinger, men en venlig, nysgerrig skabning ved navn Eldur. Eldur var en drage, som elskede at svæve gennem skyerne, men mest af alt elskede han historier og eventyr.
En tidlig morgen, mens solens første stråler kærtegnede stadions sten, vågnede Eldur af en lyd, han sjældent hørte. Det var lyden af skridt – små, forsigtige skridt. Han løftede sit store, venlige hoved og spærrede sine nysgerrige øjne op. Foran ham stod den fineste lille hind, han nogensinde havde set. Hun hed Flora, og hun havde de største, mest uskyldige øjne.
— God morgen, ædle drage, begyndte Flora med en stemme så blid som morgenduggen. Jeg er kommet i et ærinde. I min skov er der rygter om en bog, så magisk, at den kan opfylde ethvert ønske.
Eldur, som elskede god historie, blev straks interesseret.
— En bog, du siger? Jeg har hørt om mange skatte, men aldrig en bog med sådan en kraft. Fortæl mig, hvor kan vi finde denne bog?
— Bogen siges at være gemt et sted inden for dette stadions mure, fortsatte Flora. Men der er gåder og prøvelser, der skal bestås for at nå den.
Således begyndte et eventyr, som ingen af dem havde forventet. Eldur tilbød Flora en plads mellem sine brede, stærke vinger, og sammen svev de ind i stadion, klar til at møde hvad end, der ventede dem.
Stadion viste sig at være fuld af gåder, gemt i hjørner og kroge, under sten og i ly af skyggerne. Den første gåde var skrevet i lysende bogstaver midt på stadions gulv og lød: Jeg har byer, men ingen huse. Jeg har bjerge, men ingen træer. Jeg har floder, dog ingen vand. Hvad er jeg?
Eldur og Flora pudsede hovederne sammen, og efter nogle øjeblikke af overvejelse, strålede Flora af indsigt.
— Et kort! Den taler om et kort, udbrød hun med en latter, der klang som klokkespil.
De to venner fandt hurtigt en skjult skuffe under en nærliggende bænk, hvor det næste spor ventede dem. Denne proces gentog sig, med Flora der løste gåderne og Eldur, der brugte sin styrke og sin evne til at nå høje steder, indtil de stod foran en gigantisk port.
— Bag denne port findes bogen, hviskede Flora begejstret, men også med et spor af uro i stemmen.
Med en indsats, der syntes at stille stadion i en dyb, resignationens suk, skubbede og hev de to venner i porten, indtil den med en knirken åbnede sig og afslørede et forunderligt bibliotek, fyldt fra gulv til loft med bøger i alle tænkelige farver.
Midt i rummet, på et podium af reneste guld, hvilede bogen. Eldur og Flora nærmede sig den med ærefrygt. Bogen var uden titel, men så snart Flora rørte ved den, sprang den op på en side, der lyste op og skrev, Dit ønske?
Flora så på Eldur, og uden at tvivle sagde hun, Jeg ønsker, at vores venskab må bestå gennem alle tider, og at vi sammen må dele endeløse eventyr.
En blid glød omsluttede de to venner, og i det øjeblik vidste de, at deres venskab var blevet beseglet af magien fra bogen. De forlod biblioteket og vendte tilbage til stadion, hvor solen nu stod højt på himlen, og venskabet mellem en drage og en hind var blevet styrket af eventyret og magien.
Og således sluttede deres eventyr, men det var bare begyndelsen på mange flere. For når du først har åbnet en bog, er alle verdens eventyr åbne for dig.
