I det dybe, dunkle skov lå et tog på skinner, dækket med mos og vinranker, som om det havde stået stille i hundrede år. Ingen vidste, hvordan det var kommet der, eller hvorfor, men dette tog skulle snart blive scenen for et usædvanligt venskab.
Inde i skoven boede en nysgerrig bjørn ved navn Balder. Balder var ikke ligesom de andre bjørne; han elskede eventyr og mysterier og drømte om at opleve noget, der gik ud over hans skovs grænser. En skæbnesvanger eftermiddag, mens han vandrede gennem det tætte løv, fangede noget usædvanligt hans blik. Det var togets silhuet, der skinnede svagt gennem træerne. Hvordan er et tog havnet her? tænkte Balder. Nysgerrigheden førte ham tættere på, indtil han stod lige foran det gamle tog.
— Hvad mon kunne findes indeni? mumlede han for sig selv.
Da han trådte ind i toget, opdagede han, at det indeni var helt intakt og fyldt med væsener af metal og gear, som han aldrig før havde set. Støvet dansede i solstrålerne, der havde fundet vej ind gennem de sprukne vinduer. I det bagerste af toget fandt Balder en robot, der så ud til at være lige så overrasket over at se en bjørn, som Balder var over at se en robot.
— God dag, min pelsede ven, sagde roboten med en mekanisk, men venlig stemme.
Balder trak forskrækket vejret. En talende robot! tænkte han.
— God dag, svarede Balder en smule usikkert. — Jeg hedder Balder. Hvad laver du her?
— Jeg hedder Rollo. Jeg har været slukket i mange år, men dine trin vækkede mig. Jeg tror, dette tog stoppede her, længe før jeg blev bygget, forklarede Rollo.
Balder og Rollo begyndte at snakke, som om de havde kendt hinanden i årevis. Rollo fortalte om sin programmering og de steder, han havde været før han endte på toget. Balder delte historier om skoven, dens skabninger og de eventyr, han havde drømt om.
— Jeg ønsker at se verden udenfor skoven, udbrød Balder med et suk.
— Måske kunne vi starte toget og udforske verden sammen? foreslog Rollo med en optimisme, kun en robot kunne have.
Tanken var dristig. Ingen af dem vidste noget om tog, men sammenhangen mellem en drømmende bjørn og en nyskabende robot satte dem på en mission. De brugte dage på at undersøge toget, rydde skinnerne for naturens overtag og rette på de mange år af forsømmelse, toget havde lidt under.
Til sidst, en morgen hvor solen kastede gyldne stråler gennem skovens baldakin, lykkedes det dem. Med en høj, gennemborende fløjten, der genlød gennem skoven, sprang toget til liv. Balder og Rollo udvekslede begejstrede blikke, da de tog af sted på deres rejse.
Toget sneglede sig gennem skoven, ud på åbne sletter og gennem bjergpas. Hver dag bragte et nyt eventyr: gamle byer, tilsandede ørkener, og frostklare bjergtoppe, som ingen af dem havde kunnet forestille sig.
Undervejs, mødte de forskellige skabninger, der både undrede sig og beundrede dette usædvanlige par. Balder og Rollo blev ambassadører mellem den naturlige verden og den af stål og damp, de umødte på deres rejse. De hjalp små skovmus med at finde deres vej hjem, repareret et nedbrudt vandrehjem for træt rejsende og viste en flok flygtende sommerfugle den korteste vej til deres overvintringssted.
Men selv det mest spændende eventyr måtte en dag nå sin ende. Efter måneder med rejser gennem lande og kontinenter stod Balder og Rollo foran det allersidste stop på deres rejse. Solen stod lavt på himlen, og toget puffede sig gennem smukke marker fyldt med blomster, der dansede i vinden.
— Rollo, sagde Balder med en blanding af glæde og tristhed i stemmen, — Vi har rejst sammen gennem tykt og tyndt, og nu er vores eventyr ved at nå sin ende.
— Ja, Balder, svarede Rollo. — Men selvom vores rejse måske slutter her, vil vores venskab altid leve videre i vores hjerter.
Toget stoppede langsomt, og Balder og Rollo trak vejret dybt i den friske luft. De sagde farvel til toget og begyndte at vandre sammen mod horisonten.
— Husk, Balder, uanset hvor du ender din rejse, vil du altid have en ven i mig, sagde Rollo og greb om Balder med en mekanisk, men kærlig gestus.
Balder nikkede med et smil og kiggede ud over det åbne landskab foran dem. Måske var eventyret ved at ende, men han vidste, at nye eventyr altid ventede lige rundt om hjørnet.
Og så fortsatte de to venner med at vandre side om side mod solnedgangen, klar til at tage på nye eventyr, uanset hvor livet førte dem hen.
