Solens stråler dansede gennem bladene og kastede et kalejdoskop af farver på forlystelsesparkens snoede veje, hvor hver kurve afslørede en ny verden af eventyr. I denne farverige labyrint af fantasi boede en racerkører ved navn Ricky, hvis bil var lige så hurtig som lynet og lige så farverig som selve parken. Ricky var kendt langt og bredt for sin utrolige hastighed og dristige manøvrer på racerbanen. Men mere end noget andet elskede han at grine og bringe smil frem på folks ansigter.
— Hey Ricky, du tror måske, du er den hurtigste her, men lad os tage en runde til! råbte en af hans venner, en bjørn ved navn Benny, der selv kørte en lille, men kraftfuld gokart.
— Haha, Benny, du ved jeg altid er klar på en udfordring! Lad os gøre det spændende. Den sidste til at krydse målstregen køber bomuldscandy til hele flokken! svarede Ricky med et blink i øjet.
Mens de forberedte sig på deres venskabelige race, faldt en skygge pludselig over startlinjen. En stork, langlemmet og elegant med fjer så hvide som sneen, var landet midt på banen. Storken, der bar navnet Skylla, kiggede nysgerrigt på de farverige køretøjer og deres lige så farverige kørere.
— Undskyld mig, kære venner. Jeg ville ikke afbryde, men jeg er kommet med en besked. I denne park gemmer der sig en hemmelighed, en skat, der siger, at den, der ler sidst, ler bedst, sagde Skylla med en melodisk stemme, der lød som vinden gennem træerne.
Benny og de andre tilskuere så tvivlende på hinanden. En skat? I deres egen forlystelsespark? Det lød næsten for godt til at være sandt, og alligevel var muligheden for eventyr for fristende at ignorere.
— Øh, og hvordan finder vi denne skat? spurgte Ricky, nysgerrig men stadig skeptisk.
— Lad mig føre vejen. Det bliver et race som intet andet. Et race mod tiden, mod jer selv, og mod hemmelighederne i jeres egne hjerter. Følg mig! proklamerede Skylla og spredte sine brede vinger.
I den følgende time førte storken dem gennem parkens gemte stier og forladte attraktioner. De passerede gennem en fortryllet skov, hvor træer hviskede hemmeligheder, og en sø, hvor vandet lyste under månens skær. Men intet tegn på en skat. Benny begyndte at miste tålmodigheden, og Ricky selv kunne mærke tvivlen snige sig ind.
— Er du sikker på, at du ved, hvor vi skal hen, Skylla? Hvad nu, hvis denne skat ikke findes? mumlede Benny.
Skylla standsede brat og pegede med sit lange næb mod en gammel forladt rutsjebane, der lå skjult bag en klippetop.
— Se! Der, ved foden af Den Gryende Gryde, vil I finde, hvad I søger. Men husk, den, der ler sidst, ler bedst, sagde Skylla med en hemmelighedsfuld stemme, inden den fløj op i luften og lod dem stå alene tilbage.
Uden et ord besluttede de sig for at undersøge. Ved foden af rutsjebanen fandt de en kiste. Da de åbnede den, fandt de ikke guld eller juveler, men et spejl. Et simpelt, almindeligt spejl.
— Er det det? Et spejl? Hvor er skatten? Er det her en slags joke? udbrød Benny forvirret og en smule skuffet.
Ricky tog spejlet og så ind i det. Hans eget billede smilte tilbage, og så skete der noget mærkeligt. Hans spejlbillede begyndte at grine, og snart grinede Ricky også. Han kunne ikke stoppe. Benny så forundret på, men det varede ikke længe, før han også brast i latter. Deres grineanfald var så smittende, at snart grinede hele deres gruppe ustyrligt. Og mens de lo, skete der noget magisk. Parken omkring dem begyndte at gløde, og for hver latterstrøm, de udsendte, blev den mere levende. Forladte attraktioner sprang til live, blomsterne blomstrede synkront, og de dunkle hjørner af parken blev oplyst af varmt lys.
Da de endelig fandt deres stemmer igen, indsatte de alle, selv Benny, at skatten var langt mere værdifuld end guld. Det var glæden og latteren, de delte, den ægte magi, der kunne omdanne deres verden.
— Jeg tror, vi fandt skatten, Skylla talte om. Det er os. Det er vores venskab og vores evne til at gøre selv det mørkeste øjeblik til et eventyr, sagde Ricky, stadig med en rest af smil på læben.
Og med det indså de alle, at selvom de havde været skeptiske og tvivlende, havde eventyret ledt dem til en værdifuld indsigt. Den, der ler sidst, ler bedst.
Og sådan endte en dag fuld af løb og mysterier ikke kun med glæde og latter, men også med en nyfundet taknemmelighed for de små øjeblikke, der binder os sammen.
