I bjergenes dybe og snirklede gange, hvor solens stråler kun sjældent fandt vej, boede en lille, nysgerrig mus ved navn Milo. Milo var ikke som andre mus. Han drømte om eventyr langt ud over de mørke korridorer og hemmelige kamre i bjergene – han drømte om månen.
— Hvis bare jeg kunne besøge månen, tænkte Milo ofte, mens han sad og betragtede den fra sin yndlingsudsigtspost på en af bjergenes højeste tinder.
En dag, mens Milo var ude på endnu en af sine opdagelsesrejser i bjergenes labyrint af gange, snublede han over noget helt uventet. Det var et mærkeligt, skinnende objekt, som han aldrig før havde set. Nysgerrigheden fik det bedste af ham, og han kravlede nærmere for at undersøge det. Pludselig lød en stemme:
— Hej lille mus, hvad laver du her?
Milo sprang forskrækket tilbage. Foran ham stod en skikkelse klædt i en skinnende, hvid dragt med et stort, rundt hjelmglas for ansigtet.
— Jeg…jeg undersøgte bare dette mærkelige objekt, svarede Milo forsigtigt.
— Ah, det forstår jeg godt. Det er min rumkapsel. Mit navn er Alex, og jeg er astronaut, forklarede skikkelsen med et smil i stemmen.
Milo kunne næsten ikke tro sine egne ører. En rigtig astronaut! Her! I bjergene!
— Er du kommet fra månen? spurgte han opslugt af begejstring.
— Ikke helt, lo Alex. — Jeg er på en ekspedition for at udforske bjergene. Men jeg har været på månen før.
Det slog gnister i Milos sind. Her var hans chance! Han samlede alt sit mod og spurgte:
— Må…må jeg høre mere om månen? Måske endda… komme derop en dag?
Alex kiggede nysgerrigt på Milo. Efter et kort øjeblik smilte han igen og sagde:
— Hvorfor ikke? Men først skal du hjælpe mig med mit nuværende projekt her i bjergene.
Milo nikkede ivrigt, klar til at gøre hvad som helst for at komme tættere på sin drøm. Sammen arbejdede Milo og Alex dag og nat. Milo viste sig at være en snarrådig og værdifuld hjælper med sin indgående kendskab til bjergenes hemmelige veje og gemmesteder.
Der gik ikke længe, før de havde samlet alle de nødvendige prøver, Alex skulle bruge. Det var tidligt om morgenen, og de stod nu på bjergtoppen og kiggede op mod den aftagende nattehimmel, hvor månen hang som en fjern, men betagende skive.
— Milo, du har været en fantastisk hjælper. Jeg tror det er tid for os at tage et skridt videre, sagde Alex med et mystisk smil.
Han førte Milo tilbage til rumkapslen. Med nogle hurtige justeringer og tilføjelser, som kun en dygtig astronaut kunne udføre, gjorde Alex rumkapslen klar til to passagerer.
— Er du klar til en tur, Milo? spurgte Alex.
— Mere klar end jeg nogensinde har været! svarede Milo med et spring i stemmen.
Sammen lancerede de rumkapslen med kurs mod stjernerne. Rejsen var intet mindre end fortryllende. De svævede gennem det tomme rum, omgivet af stjernerne som blinkende fyrtårne i den uendelige mørke. Månen kom nærmere og nærmere, indtil de endelig landede på dens støvede overflade.
— Velkommen til månen, Milo, sagde Alex, mens de åbnede lugen og trådte ud i det lave tyngdefelt.
Milo var målløs. Alt omkring ham var nyt og fantastisk. De hoppende skridt, den ubeskrivelige ro, og jorden, der hang smukt i det fjerne rum. Det var mere vidunderligt, end han nogensinde havde forestillet sig.
Eventyret på månen gik alt for hurtigt. De udforskede, samlede stenprøver, og Milo fik endda plantet en flagrende, lille mussefane på overfladen – beviset på, at drømme kan gå i opfyldelse, uanset hvor lille du er.
Med tunge hjerter, men rige på oplevelser, vendte de tilbage til jorden, til bjergene, som Milo kendte så godt. Han havde gjort det umulige – rejst til månen og tilbage igen.
— Tak, Alex. Tak for at du gjorde min drøm til virkelighed, sagde Milo med en stemme fuld af taknemmelighed.
— Nej, Milo, det var dig, der viste mig, at nysgerrighed og mod kan tage os steder, vi aldrig havde drømt om, svarede Alex.
Tilbage i bjergenes trygge favn, under den stjerneklare himmel, vidste Milo, at eventyr lå og ventede på enhver, der turde drømme stort. Og med det, gik to venner fra forskellige verdener, hver til sit, berigede for livstid af deres utrolige eventyr.
