I hjertet af den slumrende by, under månens blide skær, lå et museum, så gammelt og så mystisk, at selv de ældste indbyggere knapt kunne huske dets oprindelse. Museets vægge var dækket af tidsviserne og urer i alle størrelser, fra lommeure til storslåede standure, der alle tikkede i harmoni, vævende tidens melodi.
Blandt disse ældgamle artefakter befandt sig et særligt ur. Det var så stort, at det rakte fra gulv til loft, dets visere bevægede sig så langsomt, at de lignede grene, der svajede i en sagte brise. Dette ur var dog ikke blot et ur. Det var en portal, og en nat skete det utænkelige; porten åbnede sig. Ud fra urets hjerte, omhyllet i tidsstøvets glimt, trådte en drage frem. En væsen så majestætisk, at den kunne få selveste himlen til at holde vejret. Skællet i nuancer af smaragd og safir, med øjne, der fortalte om æoner. Dragen, navngivet Tidvægter, var kommet til museet af én enkel grund: En skæbne at opfylde.
— Hvem vækker mit væsen fra tidslandets hvile? lød dragens dundrende røst i de stille museumsgange.
Netop som Tidvægter udtalte disse ord, sprang museets døre op, og ind trådte en prinsesse, ikke som dem, man læser om i eventyr, men en prinsesse af videnskab og historie. Hun hed Celina, og hun søgte viden om verdens urgamle mysterier. Hendes skridt var lette, dog bestemte, som bølger der møder kysten.
— Jeg har ventet på en skæbne, sagde hun med en stemme så klar som kildevand, — og måske, kære væsen, er du nøglen til den skæbne.
Tidvægter bøjede sit hoved i respekt og nysgerrighed, for selv en drage, tvundet af ældgamle tider, kunne erkende modets skær i en sjæl.
— Fortæl mig, prinsesse af visdom, hvad ønsker du at finde i tidsrummets vindinger?
Celina nærmede sig dragen med mod og sagde: — Jeg søger en fortælling tabt i tid. Rygterne siger, at museet vogter over en hemmelighed, så værdifuld, at den kunne ændre verden. Og jeg tror, du er nøglen til den hemmelighed.
Tidvægter lo en dyb, rungende latter, der fik de urgamle støvpartikler i luften til at danse omkring dem.
— Så lad os sammen afsløre museets hemmeligheder. Men husk, tiden venter ikke på nogen, og heller ikke på os.
De to, så forskellige, men alligevel forenede af skæbnens tråd, bevægede sig gennem museets korridorer. Med hver nye hal de udforskede, åbenbarede museet sine hemmeligheder; urer fra hele verden, viserne fortalte om kulturer langt væk og tider for længst forsvundet. De søgte efter det ene element, der kunne binde Celinas drømme og Tidvægters mission sammen.
Tiden gled afsted som sand mellem fingrene, indtil de stod foran et billede så fortryllende, at det syntes som en drøm. Maleriet forestillede et ur, ikke uligt det, som Tidvægter var trådt ud fra, men med én forskel: På billedet var uret i live, og rundt om det dansede mennesker og drager i harmoni.
— Dette er fortællingen, udtalte Tidvægter med en stemme fuld af undring. — Uret repræsenterer ikke blot tid, men samhørighed mellem alle væsner.
Celinas øjne lyste op af erkendelse og håb. Hun forstod, at hendes skæbne var at genoplive denne samhørighed, at lære verden, at tid ikke skulle frygtes, men fejres for de øjeblikke, den gav.
— Tidvægter, vi skal bringe denne lære ud til verden. Vise dem, at tidens gang forener os, ikke skiller os ad.
Dagen gryede, og solens første stråler brudte igennem de tunge museumsgardiner, bærende budskabet om en ny begyndelse. Dragen og prinsessen forlod museet med hovederne højt hævet, klar til at udforske og undervise, ikke blot i tidens væsen, men i livets skønhed.
Museet blev atter stille, men hvis man lyttede nøje, kunne man høre en ny melodi blandt urene – en melodi af håb, eventyr, og uendelige muligheder.
